Den øverste britiske domstol, Supreme Court, har netop afgjort, at den hovedmistænkte i udbyttesagen, Sanjay Shah, kan stilles for retten i Storbritannien.

Det skriver DR og Børsen.

Sanjay Shah er sammen med en lang række selskaber og personer sagsøgt i Storbritannien med krav om at de tilbagebetaler de mange milliarder, som Skattestyrelsen mener, de har modtaget ved at forlange refusion af udbytteskat, de aldrig har betalt.

I april 2021 var det ellers lykkedes Sanjay Shah at få sagen mod ham og 79 selskaber og 28 andre personer afvist med henvisning til en særlig bestemmelse i britisk lov. 

Ifølge den kan britiske domstole ikke kan føre andre landes skattesager.

I februar 2022 blev afvisningen imidlertid omgjort ved en højere retsinstans, men så indbragte Sanjay Shah spørgsmålet for Supreme Court.

Og onsdag formiddag har retten så ifølge Børsen enstemmigt og endeligt afgjort, at sagen godt kan føres ved de britiske domstole.

Det skyldes, at der ikke er tale om en skattesag, men en sag om mulig svindel, skriver DR om dommen.

I en kommentar skriver Skattestyrelsen, at »den med tilfredshed har noteret sig afgørelsen, og nu ser frem til sagens materielle behandling i første instans«.

Skattestyrelsen venter, at sagen påbegyndes i april 2024.

Kun én milliard i kassen

De sagsøgte personer og virksomheder i sagen relaterer sig alle i større eller mindre grad til Sanjay Shah.

Det er imidlertid usikkert, hvor mange penge Danmark potentielt kan få ud af sagen i London, hvis Skattestyrelsen vinder.

Hidtil har Skattestyrelsens og Kammeradvokatens anstrengelser – otte år efter at udbyttesvindlen blev opdaget – blot sendt 1,1 milliarder kroner retur i statskassen.

Snart falder der imidlertid dom i en sag, der af skatteminister Jeppe Bruus (S) er blevet udråbt til en milepæl i retsopgøret med de formodede udbyttesvindlere, og som potentielt kan indbringe statskassen mere end én milliard kroner:

Skattestyrelsens stort anlagte sag mod advokatfirmaet Bech-Bruun, der af ministeriet beskyldes for at have medvirket til udbyttesvindel ved at have rådgivet tyske North Channel Bank om udbytteskat.

I landsretten tabte Skattestyrelsen og Kammeradvokaten med et brag, men om et par uger sætter Højesteret endeligt punktum i sagen.

Skatteministeriet anslår, at de mange civile sager i ind- og udland kan indbringe mellem 8,5 og 9,5 milliarder kroner, hvis altså sagerne vindes. 

I dette beløb der taget forskud på glæderne ved at forudsætte en sejr over Bech-Bruun.

Stor regning 

Der er imidlertid også store advokatregninger, som skal betales. 

Kammeradvokaten er tovholder på hele det store kompleks, men Skattestyrelsens advokat trækker også på lokale advokater i de lande, hvor sagerne føres. 

Blandt andet i USA, Malaysia og i De Forenede Arabiske Emirater.

Samlet ventes advokatregningen for hele forløbet at ende på 4,3 milliarder kroner.

Sideløbende med de civile sager kører der også et strafferetligt spor, hvor anklagemyndigheden forsøger at få de formodede udbyttesvindlere buret ind.