Stor pengetank sælger fra

KFI-fonden vil afvikle perifere investeringer for flere hundrede millioner. Også hovedsædet er sat til salg.

adm. direktør Jesper Loiborg (tv.) for KFI og formand Bo Rygaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samtidig med at KFI-fonden, købmændenes pengetank, skruer op for investeringer i nye lokaler og moderniseringer, så bliver der skruet ned andre steder. De såkaldte perifere investeringer skal gradvis afvikles, så al kapital arbejder direkte til gavn for de frie købmænd i blandt andet SuperBest- og Kiwi-kæderne.

Af historiske grunde har KFI spredte investeringer, der ikke kun omfatter bygninger med detailhandel, men også blandt andet lejligheder herhjemme, indskud i udenlandske ejendomsfonde og medejerskab i flere tusinde boliger i Nordtyskland.

I runde tal er der tale om en kvart milliard kroner i investeringer, som gradvis skal afvikles.

»Investeringsmæssigt er de sådan set fornuftige nok, men vi vil koncentrere kræfterne om ejendomme med købmænd og detailhandel. Vi vil hellere sælge i dag end i morgen, men omvendt er vi på ingen måde pressede og har tværtimod god likviditet,« understreger KFI-direktør Jesper Loiborg.

Bestyrelsesformand Bo Rygaard fortæller, at også hovedkontoret på Svanemøllevej og to nærliggende palævillaer i ambassadekvarteret på grænsen mellem Østerbro og Hellerup er sat til salg.

»Det er ikke nødvendigt at ligge på så dyre adresser,« siger han.

Jesper Loiborg supplerer med, at administrationen »skal ned i øjenhøjde«.

»Vi er ikke bedre end dem, vi betjener, og det skal ikke være et marmorpalads, man kommer ind i. Vi kan også opnå nogle synergier ved at flytte sammen på én adresse, og vi leder efter noget, som er pænt og ordentligt uden at være prangende. Afstanden til centrum af København skal være nogenlunde fornuftig, og samtidig skal vores arkitekter, byggerådgivere og konsulenter kunne komme hurtigt ud i landet til købmændene og vores ejendomme.«