Stor forskel på kommuners betaling til private plejefirmaer

Plage. Kommunernes betaling til de private hjemmeplejefirmaer svinger med 400 procent fra den billigste til den dyreste kommune, viser "Fritvalgsdatabasen". En bølge af klager fra leverandørerne har fået Konkurrencestyrelsen på dupperne. Der ligger en iboende interessekonflikt for kommunerne, påpeger HTSI.

Skal private aktører aktører have en fair chance på markedet for hjemmepleje, må kommunen betale en pris, der mindst svarer til det, kommunen selv kan gøre det for.

Tal fra Socialministeriets Fritvalgsdatabase viser at kommunerne har vidt forskellige priser. Den billigste kommune er Maribo, som giver 212 kroner i timen for personlig pleje i dagtimerne, Albertslund betaler 800 kroner for lignende service.

- Det er rablende galt, lyder kommentaren fra chefkonsulent Henrik Friis, HTSI. Han er godt klar over, at kommunerne har forskellige omkostninger, men mener prisforskellene er urealistiske.

Både han og organisationerne Dansk Erhverv og KA Pleje (Kristelige Arbejdsgivere) har medlemmer, som føler sig uretfærdigt behandlet af kommuner, når det gælder priserne på frit valg området.

- Mange kommuner er snublet over beregningerne. Det er let for dem at udelukke omkostninger, så priserne bliver kunstigt lave. Så kan private firmaer holdes ude af markedet, siger Henrik Friis, HTSI.

Konkurrencestyrelsen har også flere gange måtte blandt sig. Styrelsen har blandt andet irettesat Ålborg, Helle, Sundevej og Morsø kommuner for at have "glemt" at medregne nogle af kommunens egne omkostninger ved prissætningen.

Konkurrencestyrelsen vil fortsat overvåge området nøje, bekræfter styrelsens kontorchef Pia Ziegler

Hun mener det er bekymrende, når kommunerne priserne for lavt til deres private hjemmeplejeleverandører.



Trods de større distrikter for hjemmeplejen fra 1. januar, har de ny Storkommuner på Sjælland ikke sat priserne op. Tværtimod, oplyser direktør Pia Baun Hansen, PBH Hjemmepleje, der opererer på det meste af Sjælland.

- Det kan jo godt undre eftersom, der vil være længere at køre ud til mange borgere i de ny distrikter, siger Pia Baun Hansen.

- Der er klart mange kommmuner, som vil skulle efterbetale beløb til deres leverandører når året er omme, forudser hun.

I Allerød Kommunen har kommunen hævet lønnen for at tiltrække folk til hjemmeplejen, men dette har ikke afspejlet sig i en stigning i afregningspriserne for de private hjemmehjælpere, oplyser Henrik Friis.

I Nordjylland er det knap så slemt, oplyser indehaver af Blæksprutten, Vibeke Haaning, der dækker næsten hele Region Nord.

- Priserne ligger på nogenlunde det samme i år. Jeg har kun lige nu kun et problem i Frederikshavn, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet at omdøbe nogle plejeboliger, så beboerne mister deres ret til frit valg, og dermed vores ydelser, siger Vibeke Haaning.

Henrik Friis, HTSI mener ikke, at de er udsigt til at det grundlæggende problem, der er indbygget i hele frit valg konstruktionen, forsvinder.

- I så fald må man til at gøre den kommunale visitering helt uafhængig. Der sker generelt en sammenblanding af interesser i kommunerne og det er meget nemt at snyde, siger han.

Dansk Erhvervs konsulent Martin Koch Petersen oplyser, at der udover de store forskelle i afregningspriserne i kommunerne, også er store forskelle i selve måden at køre frit valg på. Kommunerne ser meget forskelligt på, hvad der skal til for at blive godkendt, hvor meget der skal kræves i garantisum og hvordan de private leverandører må markedsføre sig over for de ældre borgere.