Stolte over at være en del af væksteliten

Hardcore. Danske Sitecore opfatter sin deltagelse i EY World Entrepreneur Of The Year som en blåstempling af den fremadstormende IT-virksomheds koncept og kultur.

Middelhavsfyrstedømmet Monaco danner i disse dage ramme for den internationale iværksætterdyst EY World Entrepreneur of the Year.
Læs mere
Fold sammen

MONACO: Stifterne bag Sitecore er ikke uvante med varme himmelstrøg. Med kontorer over hele verden rejser de danske finalister i EY World Entrepreneur Of The Year 2015 ofte rundt i den globaliserede verden, de er med til at forbinde på internettet.

Alligevel var det med noget svedige håndflader, at medstifter Lars Nielsen stod foran juryens dør i Monaco. Sitecores præsentation var nemlig bygget op omkring en anden medstifter, Michael Seifert, som i sidste øjeblik måtte melde afbud af private årsager –men som dog forsøgte at være med på mobiltelefon fra Lars Nielsens skjortelomme.

»Deltagelsen betyder rigtig meget for os. Både personligt og forretningsmæssigt. At blive anerkendt i selskab med så dygtige entreprenører, gør én meget ydmyg. Og uanset om vi vinder eller ej, har vi fået et netværk af potentielle kunder, partnere og mentorer med et niveau og en diversitet, som er svær at finde andre steder,« siger Lars Nielsen og misser en smule mod det skarpe monegaskiske solskin.

Det er ikke første gang, at Sitecore har forsøgt at blande sig med toppen af verdens vækstvirksomheder. Som de eneste deltagere i dysten, har virksomheden nemlig en gang tidligere været regionale mestre, inden de tog det sidste skridt og kom med som Danmarks finalist.

Men selv om deltagelsen i »erhvervslivets Oscar-uddeling« har ladet vente på sig, har Sitecore ikke ligget på den lade side imens. Fra i 2001 at være et femmandsfirma, er den danske IT-virksomhed i dag en verdensomspændende software-succeshistorie, som med vedvarende vokseværk hastigt nærmer sig 1.000 ansatte.

Virksomheden beskæftiger sig med at udvikle programmer til andre selskabers styring af online indhold, såkaldte Content Management Systems eller CMS i fagsprog. Siden finanskrisen har Sitecore særligt profileret sig ved at skabe skræddersyede oplevelser for kunder og slutbrugere. Det sker ud fra digital adfærd og allerede indsamlet data.

»One size passer sjældent til alle, når man taler om tøj. Det samme gælder oplevelser. Så hvorfor ikke tilpasse digitale brugeroplevelser til hvem man er, og om man sidder på mobil, tablet eller laptop,« siger Darren Guarnaccia, strategisk chef fra Sitecores kontor i Sausalito, Californien, med tyk amerikansk accent.

Han forklarer, at virksomhedens vigtigste værdier er at være »cool and fun« for både kunder og ansatte. Samtidig er der i Sitecore en høj grad af respekt og korpsånd, hvilket Lars Nielsen også føler, at juryen anerkendte ved hans præsentation.

»Dommerne er enormt kompetente og selv erfarne entreprenører. De ved, at det ikke kun handler om økonomi og har forståelse for, at Michael ikke kunne være her. Og at vi støtter ham og hinanden så godt som muligt. Vi har fået blåstemplet ikke bare vores forretning, men også vores kultur,« siger han.