Største fald i byggebeskæftigelse

Beskæftigelsen i byggeriet er faldet med 1,5 pct. eller 2600 personer fra tredje til fjerde kvartal.

Læs mere
Fold sammen
Byggebeskæftigelsen har været på vej ned gennem hele 2008 og sammenligner man fjerde kvartal 2008 med fjerde kvartal 2007 er der tale om et fald på 5,6 pct. Det er det største fald i den periode statistikken er opgjort, nemlig siden 1999, anfører seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank.

- Der er ingen tvivl om, at sektoren oplever en massiv nedgang i øjeblikket. Desværre må man langt hen af vejen affinde sig med udviklingen. Byggesektoren har været pumpet meget hårdt op de seneste år, og lige nu bliver der så lukket luft ud af ballonen, skriver Niels Rønholt i en kommentar.

Han frygter et egentligt kollaps i byggeriet og anbefaler derfor at fremrykke offentlige investeringer.

Det bakkes op af hans kollega i Danske Bank, Steen Bocian.

- Man bør ikke med offentlige investeringer sigte mod at holde beskæftigelsen i byggeriet oppe på det niveau, det havde under højkonjunkturen. Der var tale om et kunstigt højt niveau båret oppe af en usædvanlig periode med kraftige rentefald og stigende huspriser. Men med de nuværende økonomiske udsigter er der en reel fare for et så voldsomt dyk i byggebeskæftigelsen, at fremrykkede offentlige investeringer bestemt kan forsvares, skriver Steen Bocian.

Beskæftigelsesfaldet er især sket hos murermestrene, men der er også store fald hos blandt andet entreprenørerne, vvs-installatørerne og malermestrene. Derimod er beskæftigelsen faktisk steget hos elinstallatørerne og glarmestrene. Det er særligt inden for nybyggeri, at krisen ses. Til gengæld er antallet beskæftiget med reparation langt mere konstant.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )