Stine Bosse og Djøf vil have styr på techgiganterne: »Vi slipper jo heller ikke børn ud i en skolegård fyldt med børnelokkere«

DJØFs 15 mand store, uafhængige TechDK-kommission vil have stoppet det vilde vesten, som teknologigiganterne har udviklet, ved at sætte et europæisk rejsehold ind mod ulovligt salg af persondata og give brugerne kontrollen over deres personlige oplysninger tilbage.

De fire anbefalinger fra DJØFs TechDK-kommission er »første skridt på vejen mod selv at overtage styringen i cockpittet med, hvor man efterlader data« hos både teknologigiganterne og alle andre, fastslår formanden, Stine Bosse, nu hvor de fem store tilsammen har en markedsværdi, der nærmer sig hele EUs bruttonationalprodukt. Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg elsker ikke nødvendigvis al regulering, men her er der for meget vilde vesten over det. Det handler om vores egen adfærd – om at vi stopper med at være naive.«

Sådan rammer Stine Bosse, tidligere topchef i forsikringsgiganten Tryg og i dag professionelt bestyrelsesmedlem, teknologigiganternes magt ind, som hun nu arbejder på at få taget et opgør med som formand for den uafhængige TechDK-kommission, som juristernes og økonomernes fagforening Djøf nedsatte i 2019 for »at udvikle anbefalinger til, hvordan vi tøjler den nye teknologi«.