Stifter: Exit blot et punkt på vejen

Diplomatsønnen Nikolaj Nyholm har solgt Ascio videre til børsnoteret selskab - han er allerede i fuld gang med nyt ambitiøst projekt.

Han vendte hjem til Danmark for at studere efter mange år i udlandet som søn af en diplomat. Men Nikolaj Nyholm faldt aldrig til i det danske uddannelsessystem, og så startede han sin egen virksomhed Speednames.

Via Speednames blev det muligt for alle at registrere deres eget domænenavn. I løbet af kort tid var store danske selskaber på kundelisten, og Ascio blev leverandør til teleselskaberne.

I dag, syv år senere, er virksomheden solgt videre til en engelsk konkurrent, og Nikolaj Nyholm er økonomisk uafhængig qua sin aktiepost.

"Jeg havde en lille aktiepost. I sagens natur er den ikke så stor længere - men jeg har da fået en komfortabel økonomisk frihed, som er dejlig," siger Nikolaj Nyholm til Business.dk.

"Jeg ser mig selv som en, der bygger firmaer, mens andre bygger huse eller skriver aviser. Det er bare mit job - nu er jeg i gang med nye projekter," siger han og henviser til Polar Rose, en IT-virksomhed der arbejder med billedsøgning på internettet.

"Vi lancerer preview her i løbet af januar, men vi budgetterer ikke med indtægter endnu, fordi der er noget teknik, der skal være på plads først. Vi har oplevet en massiv forhåndsinteresse, faktisk er der 20.000 "sign ups", der godt vil i gang, så det er fint," siger han.

Det er en af investorerne fra Ascio, Nordic Venture Partners, der også står bag Polar Rose.

"Jeg kunne ikke have bygget Ascio uden ventureinvestorer. Jeg var 23 år da jeg stiftede virksomheden, så det krævede mere end bare penge at bygge dem op, og det hjalp investorerne med. Kritikken er generelt forfejlet af venturefondene i kraft af en manglende anerkendelse af, at der rent faktisk er nogle folk, der tager en risiko. Så kan man syntes, at de er nogle skiderikker, men de tager en risiko, og det er en grundforudsætning for at skabe vækst i Danmark," siger Nikolaj Nyholm.

Han har fået sin betaling i en kombination af kontanter, aktier og optioner i det købende engelske selskab.