Mandag indledte Reitan Ejendomsudvikling, en del af den norske koncern bag Rema 1000-kæden, i Odense nedrivningen af en tidligere biograf-bygning, som skal afløses af et projekt til cirka en kvart milliard kroner.
»I stueplan kommer 4.000 kvadratmeter med butikker og service, og heraf går cirka 1.200 kvadratmeter til en Rema 1000-butik. Derudover kommer der 50 ungdomsboliger og et antal boliger,« siger Jan K. Poulsen, administrerende direktør i Reitan Ejendomsudvikling, til Berlingske Business.
Selskabet indgår i den stenrige norske Reitan-koncern, der også omfatter 3.900 Rema 1000-butikker, 7-Eleven-kiosker og tankstationer med samlet 35.000 ansatte. Rema-navnet er en sammentrækning af ejerfamiliens navn og "matvarer".
Læs fra Berlingske Business Magasin baggrundsartiklen om den hårde kamp om dagligvarer
Som Berlingske Business Ejendomme beskrev i november, vil Reitan i højere grad gå ind i projektudvikling for at sikre lokaler til Rema-kædens fremmarch herhjemme – samme model bliver brugt i Norge, hvor Rema stadig ser vækstmuligheder omkring Oslo.
Hertillands skal væksten især ske i Storkøbenhavn og Nordsjælland, men Rema er altså heller ikke bleg for etablere nye butikker vest for Storebælt, hvis gode beliggenheder dukker op.
Jan K. Poulsen ser ikke Reitan Ejendomsudvikling som slutejer, men en tålmodig projektudvikler i kraft af den store kapital bag selskabet. Han vurderer, at Odense-projektet står klar i slutningen af 2016 inklusive en eksisterende P-kælder.