Stein Baggers kriseknuser til krisebank

Kommunikationsrådgiver Erik Ove elsker virksomheder i krise. Selv om han selv har været i krise, fordi han var rådgiver for Stein Baggers IT Factory, er han stadig aktiv og er senest blevet kontaktet af kriseramte Amagerbanken.

Kommunikationsrådgiver Erik Ove kender mediebranchen indefra som tidligere dagblads- og TV-journalist. Her er han fotograferet hjemme i haven i Hørsholm. Arkivfoto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS BJ¯RN LARSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er der en mand, som elsker kriser, er det kommunikationsrådgiver Erik Ove. Selv om han er kommet lidt op i årene, er kriser fortsat en livret, han fortærer med stor fornøjelse.

Derfor har mange virksomheder ringet til Erik Ove, når de har været ude i så stærk modvind i medierne, at der var risiko for, at de blev blæst omkuld.

Seneste virksomhed, som har ringet til kriseknuseren, er Amagerbanken. Bestyrelsesformand N.E. Nielsen har haft brug for gode råd i et par sager, og så er Erik Ove en god mand at tale med:

»Han har det som en fisk i vandet, når der er kriser i farvandet. Og han er god til alt, hvad der bare smager af krise,« siger den tidligere formand for Brancheforeningen for Public Relationsvirksomheder, Nils Rasmus Hansen, der i dag er direktør i kommunikationsrådgivningsvirksomheden Informationsgruppen.

Han beskriver Erik Ove som en kommunikationsmand med en meget journalistisk tilgang til rådgivning. Han er eminent til at vurdere, hvordan en given beslutning og handling vil påvirke mediebilledet:

»Erik Ove sætter sig altid over i journalistens stol og vurderer, hvordan en historie vil virke. Og her skinner det igennem, at han har et stort kendskab til en journalists hverdag. Det gør, at han er ret god til at lykkes med de opgaver, han kaster sig over,« siger Nils Rasmus Hansen.

Erik Ove var i 1989 med til at etablere kommunikationsbureauet Jøp, Ove & Myrthu sammen med Jørgen Pedersen og Jess Myrthu. Virksomheden fik hurtigt succes og har haft en lang række store kunder inden for dansk erhvervsliv.

Uoverensstemmelse

Selv om virksomhedsnavnet stadig indeholder navnet »Ove«, er Erik Ove for længst væk fra Jøp, Ove & Myrthu, og det foregik ikke med kindkys og håndtryk. Der var stor uoverensstemmelse mellem især Jess Myrthu og Erik Ove om, hvordan man driver kommunikationsrådgivning. Myrthu, som i dag slet ikke vil udtale sig om Erik Ove hverken til eller uden for referat, mente angiveligt, at Erik Ove indimellem gik for langt for sine kunder.

Langt gik han i hvert fald, da han med næb og klør forsvarede sin kunde luftkastellet IT Factory. Især gik han hårdt til værks over for Berlingske Business IT-blogger, Dorte Toft, når hun med jævne mellemrum undrede sig over IT Factorys på overfladen flotte regnskaber.

»For et par årtier siden hyrede jeg Erik Ove til medietræning af nogle topchefer, og det gjorde han dybt professionelt. Det handlede om at tackle kritikken konstruktivt - om at gå efter bolden,« siger Dorte Toft indledningsvis og fortsætter:

»Hvorfor han som rådgiver for Stein Bagger fraveg den strategi, er ikke til at vide. Måske var han blot så betaget af Bagger, at han glemte sin professionalisme. Måske kunne han bare ikke se bolden. Måske er karaktermord på journalister og trusler om injuriesager blot blandt de nyere værktøjer, der tys til, når kunden er på tynd is,« siger Dorte Toft.

Ridser i lakken

Om det er disse kundskaber, der har fået bestyrelsesformand N.E. Nielsen til at søge rådgivning hos Erik Ove, vides ikke. Banken ringede aldrig tilbage. Men den dygtige kriseknuser har efterhånden fået så mange ridser i lakken, at han risikerer selv at være årsag til ridser i lakken for kunderne:

»Hans ikke helt uplettede CV gør, at nogle journalister nok vil se med ekstra skepsis på alt, der kommer fra Amagerbanken, fordi det har været forbi Erik Ove. Tilgangen til banken bliver endnu mere kritisk, end hvis han ikke var med som rådgiver,« siger Nils Rasmus Hansen.

Han frygter derfor, at Amagerbankens ledelse risikerer at skyde sig selv i foden:

»Hvis jeg var leder i banken, havde jeg nok valgt anderledes. Beslutningen om at konsultere Erik Ove er ikke dybt begavet,« siger Nils Rasmus Hansen.