Stein Bagger-revisorer står til tocifret millionsmæk

En retssag i landsretten ender tilsyneladende med en erstatning fra revisorerne til en aktionær i svindelramte IT Factory på et betydeligt millionbeløb. Men omverdenen får ikke automatisk indblik i revisorernes rolle i det kuldsejlede IT Factory med Stein Bagger i spidsen.

I en udløber af konkursen i IT Factory efter Stein Baggers bedrageri står de daværende revisorer til at tabe en erstatningssag i Østre Landsret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Da IT Factory med Stein Bagger ved roret gik ned med afsløringen af et spektakulært svindelnummer, slap de daværende revisorer i selskabet fra KPMG i første omgang med at indgå et hemmeligt forlig. Nu har anden runde med revisorerne i Østre Landsret også kurs mod et ikkeoffentligt forlig.

Men ifølge Berlingskes oplysninger har landsrettens dommere tilkendegivet over for parterne, at revisorerne taber sagen med et brag og skal af med en erstatning på 62 mio. kroner til sagsøgeren, Peter Sølbeck og hans investeringsselskab Sølco.

»Det er en udsædvanlig stor erstatning, og hele sagskomplekset var usædvanligt stort - måske danmarkshistoriens største enkeltstående klassiske svindelsag,« siger professor i økonomi og ledelse ved Aalborg universitet Per Nikolaj Bukh.

Han understreger det afgørende i, at man som regnskabslæser kan have tiltro til det, som revisor har lavet.

»Så nogen må have udvist forsømmelighed af en vis grovhed. Han har formentlig investeret i henhold til, at regnskabet var korrekt,« siger Per Nikolaj Bukh.

Der er ikke tale om en endelig dom, men om en såkaldt tilkendegivelse fra dommerne om, hvad dommen bliver. Hvis parterne accepterer den, så slipper dommerne for at skrive den lange og formentlig komplicerede dom. For parterne ender sagen i stilhed, da en tilkendegivelse ikke automatisk er offentlig. Berlingske har søgt aktindsigt i tilkendegivelsen foreløbig uden resultat.

Men selve retssagen har været offentlig, og Berlingske har fulgt en del af den. Peter Sølbeck forlanger en erstatning på 35 mio. kroner for aktier, som han købte direkte af direktør Stein Bagger. Ifølge Berlingskes oplysninger vil landsretten fratrække beløbet 1,5 mio. kroner, som Sølco modtog i udbytte af aktierne. Til gengæld omfatter erstatningen både omkostninger til sagen samt renter for den mellemliggende periode, så beløbet når op på 62 mio. kroner.

Første indblik

Nu skal parterne tage stilling til, om de vil have en endelig dom, som i kan ankes til en runde mere i retten. Advokat Søren Lundsgaard fører sagen for de dele af KPMG, der under navnet CJ Partnership er den sagsøgte part. Han afviser at kommentere sagen.

Sagen blev indledt i slutningen af oktober, og det var første gang, offentligheden fik indblik i den konkrete kritik af de daværende revisorer, KPMG, fra revisorernes egne rækker. Det har været et hidtil mørklagt hjørne af sagen, fordi konkursboet efter IT Factory i 2016 afsluttede sagen med et forlig på 222 mio. kroner plus yderligere 111 mio. kroner i renter til kreditorerne i boet. Forliget omfattede nemlig også, at konkursboet stoppede med at forfølge sagen ved domstolene, som ellers ville have medført en offentlig bedømmelse af revisorernes arbejde.

Peter Sølbeck har som den eneste muligheden for at forfølge sagen, fordi han modsat de øvrige aktionærer via sit selskab Sølco havde købt sin aktiepost på fem procent af IT Factory direkte af Stein Bagger. Grundlaget for søgsmålet er svarene på 118 spørgsmål til revisororganisationen FSRs egen domstol, responsumudvalget. Det har allerede set på sagen en gang, og normalt bliver dets afgørelser offentliggjort. Denne blev det ikke i forbindelse med forliget, men nu har udvalget taget endnu en runde.

Revisorerne i det daværende KPMG, som i mellemtiden blev til nu sagsøgte CJ Partnership, burde efter Peter Sølbecks mening have opdaget svindlen. I stedet gav revisorerne en såkaldt blank påtegning af IT Factorys regnskaber i 2005 og 2006. Peter Sølbeck købte aktierne i oktober 2006 i det, der fremstod som en ekstremt succesfuld virksomhed.

En kulisse

Det viste sig at være en kulisse, og Peter Sølbecks spørgsmål til revisorernes arbejde kredser om nogle af kernerne i IT Factorys tilsyneladende forretningsmodel, som blandt andet var leasingaftaler og bogføring af udviklingsomkostninger i regnskaberne.

»Der kan sagtens foregå svindel, uden at revisionen opdager det. De udtager stikprøver, og kigger på de store regnskabsposter og fakturaer. Nogle ting gennemgår man fuldstændig, men der kan være forfalske dokumenter, man man ikke opdager. Men der må have været nogle områder., hvor man har forsømt nogle ting undervejs,« siger Per Nikolaj Bukh.

Desuden sagde Peter Sølbecks advokat Erik Kjær-Hansen i retten:

»Vi mener ikke, at KPMG satte sig ind i forretningsmodellen, og vi mener ikke, at den pågældende medarbejder havde tilstrækkelig kunnen.«

Det viste sig groft sagt, at IT Factory havde bygget sin succes på en form for karrusel med falske opkøb af IT-udstyr og efterfølgende falske leasingkontrakter med især software.

Søren Lundsgaard drejede i sit forsvar sagen i retning af IT Factorys moderselskab, JMI, der efter en konkurs i 2003 købte selskabet. JMI Invest med Peter Sølbeck, IT Factorys forhenværende bestyrelsesformand Asger Jensby og entertaineren Finn Nørbygaard som bagmænd skruede efter købet op for værdien af IT Factory, som viste en eksplosiv vækst, og inden kollapset nåede at blive kåret til Danmarks bedste IT-virksomhed, Entrepreneur Of The Year, samt værdisat til otte mia. kroner af Danske Banks markedsafdeling, Danske Markets.

I de glade dage var IT Factory sågar udset til at blive sponsor for Bjarne Riis’ cykelhold, Team CSC-Saxo Bank, og der blev talt om at børsnotere virksomheden. Alt det forstummede brat, da Stein Baggers bedrageri blev opdaget, og hovedpersonen i slutningen af 2008 forsvandt.