Steen Vela politianmeldt af Allerød-borgmester

En misvedligeholdt byggegrund i Allerød ejet af Steen Vela har fået borgmesteren op i det røde felt. Nu er Steen Vela politianmeldt.

Foto: Lars Møller, Scanpix. »Jeg er rasende. Vi har været i dialog med dem, og der blev fjernet et skur, men siden er der ikke sket noget,« siger borgmester Erik Lund om den Allerød-grund, som Steen Vela har efterladt.
Læs mere
Fold sammen
Allerøds borgmester, Erik Lund, har mistet tålmodigheden med ejeren af en byggegrund i Allerød Kommune, Steen Vela, der tidligere var storaktionær i Parken og kendt under navnet Steen Larsen.

Borgmesteren har anmeldt Steen Velas selskab, SL Nordic Holding, som ejer byggegrunden på hjørnet af Lilledal og Frederiksborgvej gennem Ejendomsselskabet Lilledal 18 ApS, til politiet.

Det drastiske skridt skyldes, at Steen Vela har nægtet at gøre noget ved byggegrunden, som om han har fået et påbud fra kommunen om, at den skal se pæn ud, selv om der ikke bygges på den:

»Jeg er rasende. Vi har været i dialog med dem, og der blev fjernet et skur, men siden er der ikke sket noget,« siger borgmester Erik Lund.

Men hvis det er så vigtigt, at grunden ser pæn ud, hvorfor går kommunen så ikke selv ind og gør noget ved den?

»Kommunen kan ikke gå ind på andres ejendom og ændre noget. Det ville være selvtægt, men vi ønsker, at grunden bliver planeret i niveau med fortovet, at den bliver ryddet for ukrudt og helst også, at der sås græs. Det har vi fortalt ejeren, og da vi var nødt til at udstede et påbud, fik ejeren en frist til 15. juli - ellers ville det udløse politianmeldelse. Da der ikke er sket noget, har vi nu meldt grundejeren til politiet,« siger Erik Lund.

Han skal imidlertid ikke regne med, at Steen Vela svømmer i penge til at sætte grunden i stand for. Tidligere på ugen præsenterede hans selskab SL Nordic Holding et regnskab med et blodrødt underskud på 1,9 milliarder kroner og en egenkapital i minus 780 millioner kroner.

På trods af det fastholdt Steen Patrick Vela i et interview med Berlingske Business, at han regner med, at selskabet fortsætter som hidtil. I samme interview fortalte Steen Vela i øvrigt, at han havde taget navneforandring endnu engang og nu hedder Patrick Devela.