Steen Hove ny Amagerbank-chef

Nu begynder oprydningen. Steen Hove blev udpeget til Amagerbankens bestyrelse tidligere på året. Nu bliver han den pressede banks administrerende direktør. (Opdateret kl. 17:42)

Jørgen Brændstrups afløser er fundet. Det bliver Steen Hove, der skal rydde op i Amagerbanken Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den erfarne bankmand Steen Hove overtager med øjeblikkelig virkning posten som administrerende direktør i Amagerbanken. Steen Hove afløser den stærkt kritiserede Jørgen Brændstrup, der i sidste uge valgte at sige sin stilling op umiddelbart før den dramatiske generalforsamling.

Steen Hove rykker fra bestyrelsen og ind i direktionen, idet han tidligere på året blev udpeget til Amagerbankens bestyrelse som statens repræsentant. Helt usædvanligt valgte det statslige skraldespandselskab Finansiel Stabilitet at kræve to mand i bestyrelsen efter en længere kontrovers med Amagerbanken. Derfor rykkede Steen Hove ind i bestyrelsen sammen med Steen Hemmingsen.

Med udnævnelsen af den 63-årige Steen Hove sender den nye bestyrelsesformand Niels Heering et stærkt signal om, at der skal ryddes op i Amagerbanken. Steen Hove er klassisk bankmand med en godt generalieblad fra Midtbank, hvor han i en årrække styrede Herning-banken, der nu er en del af Svenska Handelsbankens danske aktiviteter.

Steen Hove var tæt på komme i unåde i finanssektoren, da han i forbindelse med salget af Midtbank blev tiltalt i Danmarkshistoriens største insidersag. Steen Hove blev dømt i byretten, men blev efter en dramatisk retssag frikendt i landsretten. 

Amagerbankens direktion består herefter af Steen Hove og bankdirektør Allan Ottsen.

Jørgen Brændstrup sagde op i banken den 10. november og fratræder dags dato som administrerende direktør, oplyser banken. Jørgen Brændstrup står i sin opsigelsesperiode, der udløber den 31. maj næste år, til rådighed for banken i forbindelse med konkrete opgaver, oplyser Amagerbanken.