Statsstøtte til økologer har skabt vækst og nye job

En række små- og mellemstore økologiske virksomheder har fået sat skub i væksten og skabt masser af nye produkter, fordi staten har givet støtte til Økologisk Landsforenings fødevarerådgivning. Men nu er det slut med statspengene.

Med et nyt dansk/nordisk brand og design Jalm & B har iværksætterne fra det kendte italienske Øko-bageri Il Fornaio i Kastrup på Amager fået stærk vækst. Medvirkende til successen er fødselshjælp og rådgivning af små iværksættere fra Økologisk Landsforening. Ordningen, som nu er fjernet fra finansloven, har stor betydning for fødevarevirksomheder. Og det kan ramme økobranchens udviklingsmuligheder, siger virksomhedens adm. direktør Susanne Boye Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Omkring 50 små og mellemstore økologiske virksomheder, bl.a. bageriet Jalm&B, har i 2014-15 fået statsstøtte og hjælp fra Økologisk Landsforening. Det har ført til udvikling af 230 nye økologiske produkter, skabt vækst og nye job.

Baggrunden er, at virksomhederne fik en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra staten og rådgivning fra Økologisk Landsforening, efter at den daværende S-regering, Venstre og Konservative i Finanslovaftalen 2014 blev enige om at afsætte ti mio. kr. i en toårig periode til at booste foreningens økologiske fødevarerådgivning. Jalm&B har således modtaget 100.000 kr. i støtte.

»Økologisk Landsforening har virkelig hjulpet os på vej den rigtige vej. Foreningen gør et kæmpearbejde for små økologiske virksomheder i Danmark og har fået alle mulige økologiske iværksættere til at pible frem,« siger direktør Susanne Boye Nielsen.

Hun henvendte sig i slutningen af 2014 til Henriette Winther, chefkonsulent for innovation og afsætning i den økologiske brancheforenings fødevarerådgivning, også kaldet Økologisk Fødevarerådgivning, der har bidraget til udviklingen af kagedelen i Jalm & B. Blandt andet har Henriette Winther hjulpet Jalm&B at finde leverandører af råvarer, medvirket i udvikling af brandet og produktudvikling.

»Økologiske fødevareproducenter er innovative og arbejdsomme, og der er et stort vækstpotentiale i den økologiske fødevarebranche. Produktudvikling og produktlanceringer kræver mange ressourcer og investeringer, og særligt for de mindre virksomheder er det altafgørende at få succes med de nye produkter. Vi hjælper dem med at justere og tilrette deres ideer, så de klarer sig godt i markedet. Det er både herhjemme og på vores eksportmarkeder,« siger Henriette Winther.

Hun karakteriserer økoproducenter som meget idérige. Økologer har blandt andet introduceret gamle kornsorter med mere smag og kød fra gamle danske husdyrracer. Rådgivningen har også været engageret i udviklingen af ny æblemost og cider, chokolade af vilde økologiske kakaobønner, stenformalet mel, gedeost, nye skyr-varianter. I øjeblikket bliver der arbejdet med at finde planter, som kan levere dansk avlet protein til forbrugere, som ikke spiser kød.

Mere end 70 procent af de virksomheder, der er blevet rådgivet af Økologisk Fødevarerådgivning, har vækst. En analyse fra Økologisk Landsforening viser, at virksomhederne har øget omsætningen med mere end 480 mio. kr.

Anita og Allan Jensen fra nordjyske Living Superfood, der producerer økologisk hvedegræs- og havtornjuice, har som Jalm&B fået hjælp fra Henriette Winther og den økologiske fødevarerådgivning.

»Man er sårbar som ny virksomhed, så opbakningen fra Økologisk Fødevarerådgivning har været afgørende for os. Vi har fået rigtig god sparring fra rådgivningen, som har vist stor interesse og engagement i vores projekt. Siden vi lancerede vores produkter, er salget gået over al forventning,« siger Anita Jensen.

Den lille virksomhed søsatte sin webshop i juni sidste år. I øjeblikket omsætter Living Superfood for 200.000 kr. om måneden.

Økologisk Fødevarerådgivning er et eksempel på et politisk vækstinitiativ, der rent faktisk virker. Rådgivere tæt på markedet har kunnet styrke mindre økologiske virksomheders produktudvikling og adgang til butikshylder både i Danmark og på eksportmarkeder, mener direktør i Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck.

»Samlet har initiativet skabt vækst og job i underskoven af små økologiske virksomheder, også i landområder, hvor der er stærkt behov for både jobs og vækst,« siger direktøren.

I 2015 afskaffede Venstre-regeringen statsstøtten til Økologisk Fødevarerådgivning. Derfor skal virksomheder nu selv betale 100 procent for hjælp fra Økologisk Fødevarerådgivning.