Staten hiver rekordbeløb hjem over lønnen

Flere og flere danskere må hver måned se Skat snuppe en ekstra luns af lønnen, hvis de skylder penge til de offentlige. Ny it har styrket Skats muligheder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et kraftigt stigende antal danskere oplever, at myndighederne tager en ekstra luns af den månedlige lønudbetaling, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Skat har nemlig skruet kraftigt op for lønindeholdelsen for borgere, der har gæld til det offentlige. Mens gennemsnitligt 48.426 danskere hver måned blev ramt af lønindeholdelse i 2008, var tallet sidste år vokset til 58.821. Og udviklingen vil fortsætte, siger Jim Sørensen, der er skattedirektør for personinddrivelse i Skat.

- I december var 70.187 danskere under lønindeholdelse, og i januar var det omkring 85.000. Vi er ikke i tvivl om, at brugen af redskabet vil vokse støt, siger han.

Lønindeholdelse kan bruges, hvis en borger skylder mere end 500 kroner til staten eller kommunen, og hvis vedkommende ikke har indgået en frivillig afdragsordning.

Konkret foregår det sådan, at borgeren får lagt en procentsats oven i sin trækprocent, så der er færre kroner på løncheckens bundlinje. Satsen varierer med indkomst, forsørgerbyrde m.m. Den øgede brug af lønindeholdelse gavner den kriseramte statskasse. Sidste år kradsede Skat nemlig 838 millioner gældskroner ind over lønnen mod blot 608 millioner kroner året før.

Det er Skats nye digitale system, eIndkomst, der får æren for væksten. Systemet samler alle oplysninger om borgernes indkomst ét sted - og åbner for, at Skat kan følge alle borgeres indtægter måned for måned, frem for en gang om året. Det gør det nemmere at se, hvornår og hvor meget der kan sættes ind med lønindeholdelse, siger Jim Sørensen.

/ritzau/