Staten vil have Højesteret til at ændre en nylig dom, så den ikke skal betale 80 millioner kroner i erstatning til telekoncernen TDC for at have krævet alt udstyr fra den kinesiske telegigant Huawei fjernet fra TDCs netværk.

Styrelsen for Samfundssikkerhed har besluttet at anke den dom, som Østre Landsret afsagde 24. juni. Her blev staten pålagt at betale de 80 millioner, selvom TDC havde krævet i nærheden af 200 millioner kroner, fordi der efter landsrettens vurdering var tale om ekspropriation.