Star Wars flyver mod rekordsalg i USA

Den nyeste Star Wars-film "The Force Awakens" har sat kurs mod de helt høje luftlag, når det gælder antal solgte billetter i en premiereweekend.

Foto: GREG BAKER.
Læs mere
Fold sammen

I 10 år har verdens Star Wars-fans ventet på en ny omgang stjernekrig i biografens mørke. Nu er ventetiden forbi.

Onsdag kunne offentligheden for første gang se den syvende film om det konfliktfyldte ydre rum med filmen Star Wars: The Force  Awakens.

Og fansene har tilsyneladende ikke spildt tiden i de først to og en halv dag. De første tal fra USA og Canada tyder på, at kursen er sat mod et rekordsalg af billetter for en premiereweekend.

Fans har stået i lange køer foran biograferne, og ifølge Reuters var der frem til fredag aften solgt billetter for 125 mio. dollars svarende til lidt over 850 mio. kr. i USA og Canada.

En fremskrivning fra filmselskabet bag filmen, Walt Disney Co., indikerer, at når de sidste biografer i USA og Canada lukker og slukker søndag aften vil filmen presse sig forbi den nuværende rekord for billetsalg i en premiereweekend.

Det er sommerens blockbuster med bid i Jurassic World, der tjente 208 mio. dollars i den første weekend. Det spås at stjernekrigerne vil trumfe dinoerne og tjene i omegnen af 225 mio. dollars, hvilket svarer til 1,5 mia. kr. og dermed indkassere den absolut bedste weekend-indtjening i amerikansk filmhistorie.

Disney købte Star Wars af filmmager George Lucas i 2012 for fire milliarder dollar. George Lucas skabte Star Wars-universet, og instruerede selv den første Star Wars film, der udkom i 1977 og blev et enormt hit. To direkte opfølgere fulgte i 1980 og 1983. Siden da er tre yderligere film kommet til.