Standard & Poor's belønner SAS

Det internationalt ratingbureau løfter kreditvurdering for det pressede skandinaviske flyselskab. Finansielle nøgletal er blevet flyttet, lyder det fra S&P.

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Det internationale kreditvurderingsinstitut Standard & Poor's har løftet sin langsigtede rating for SAS AB til »B-« fra »CCC«.
Det sker med stabile ratingudsigter, meddeler ratingbureauet, der henviser til fremskridt med refinansiering- og restruktureringsplanen, herunder især det planlagte salg af norske Widerøe.

»Opjusteringen reflekterer vores vurdering af, at SAS har reduceret sin kortsigtede likviditetsrisiko efter implementeringen af refinansierings- og restruktureringsplanen. I særdeleshed har SAS gjort betydelige fremskridt hen imod salget af det regionale norske luftfartsselskab Widerøe for 2 mia. skr., skriver S&P.

SAS meddelte tilbage i maj, at det er lykkedes at sælge Widerøe. SAS sælger i første omgang 80 pct. af aktierne i det norske selskab til en investorgruppe anført af den norske transportkoncern Torghatten. SAS beholder de resterende 20 pct., men har en option på overdragelse af de fulde ejerskab af Widerøe i 2016.

De norske konkurrencemyndigheder godkendte i midten af juni salget af Widerøe, og det er ifølge Standard & Poor's et vigtigt skridt hen imod, at salget som forudset vil kunne lukkes i september.

»Desuden mener vi, at SAS' implementering af restruktureringsprogrammet flytter vigtige finansielle nøgletal i den rigtige retning, skriver ratingbureauet, der dog også mener, at SAS største udfordring i fremtiden bliver at forbedre sin konkurrenceevne på omkostningssiden relativt lavprisselskaberne.«

/ritzau/FINANS