Standard på vej for håndtering af sexisme og sager om krænkelser: "Mange af de sager, vi ser nu, kunne være undgået"

Om to uger begynder arbejdet med en standard, der skal gøre det nemmere for virksomheder at håndtere sager om krænkelser og sexisme. Ifølge Dansk Standard, som står i spidsen for udviklingen af standarden, kunne mange af de aktuelle #metoo-sager have været undgået, hvis der havde været en standard.

En standard for ligestilling og håndtering af sager om krænkelser rammer lige ned i #metoo-bølgen, der har rullet hen over landet, efter at TV-værten Sofie Linde i august fortalte, at en »stor TV-kanon« ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun »suttede hans pik«. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Håndtering af sager om sexchikane og seksuelle krænkelser sættes nu på en formel, så færre virksomheder og ledere står på bar bund, når den slags sager dukker op.

Sådan lyder målsætningen for et arbejde, som Dansk Standard, den officielle danske standardiseringsorganisation, har sat sig i spidsen for: En standard for håndtering af sager om krænkelser og anden upassende opførsel, men som også rækker langt videre og vil sætte fremtidens standarder for virksomheders arbejde med ligestilling, diversitet og inklusion.