Stadig svært at få øje på mobilalternativet

Når både Nokia, Microsoft og Google i morgen fremlægger regnskab for årets første tre måneder, vil problemerne for mobilverdenens nummer tre stå klart.

Nokias Lumia-serie af Windows Phone-telefoner har fået pæne anmeldelser, men trods det, nye billigere modeller og rygter om en ny topmodel øger den finske mobilgigant, som for over et år siden blev slået af mobiltronen af sydkoreanske Samsung, fortsat kun sit salg beskedent, mens konkurrenterne buldrer derudaf. Foto: Sebastian Kahnert, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget næsten skæbnesvangert over, at tre af de største aktører på mobilmarkedet alle lægger kortene på bordet samme dag, og dermed gør styrkeforholdet tydeligt. Og det vil vise, at alternativet til de to store fortsat bliver svært at få øje på.

Den finske mobilgigant Nokia og skæbnepartneren, den amerikanske software-gigant Microsoft, fremlægger i morgen sammen med internetgiganten Google regnskaberne for årets første tre måneder – og de vil blive studeret særdeles nøje.

Alle er de aktører på det eksploderende smartphone- og tavle-PC-marked, som langsomt men sikkert dræner det traditionelle PC-marked med stationære og bærbare computere for penge.

Nokia lagde i 2011 strategien helt om, skrottede al sin egen software og satsede fuldt ud på Microsofts Windows Phone-software på sine telefoner. Men Lumia-serien sælger fortsat ikke forrygende.

Vil ikke lades i stikken

»Det har vist sig svært at få eksplosiv vækst i Windows Phone-platformen. Nokia har lanceret konkurrencedygtige produkter, men det virker, som om Microsoft og softwaren gør det vanskeligt at vinde hurtigt indpas. Samtidig er Nokias varemærke under pres.

Forbrugerne forbinder ikke længere Nokia med de mest avancerede og opdaterede telefoner. Når forbrugerne køber en Android- eller iOS-telefon fra Apple, ved de, at de ikke lades i stikken. På en Windows Phone-telefon tænker de stadig, at de risikerer at foretage et dumt valg, hvis f.eks. banken eller detailhandelen ikke vil supportere Windows Phone uanset, hvor attraktivt styresystemet kan se ud,« siger Morten Imsgard, aktieanalytiker hos Sydbank, som følger teknologimarkederne tæt.

I morgen vil fokus ligge på Lumia-salget, hvor han forventer et salg på fem millioner telefoner i første kvartal.

»Når Samsung lancerer en ny Galaxy-telefon og Apple en iPhone i ny version, sælger de på måneder, hvad Nokia kun kan håbe på at sælge på et år. Hvis Nokia ikke kan indhente konkurrenternes forspring og teknologiske udvikling, er det problematisk at have en Lumia 920-toptelefon på markedet i et halvt år uden at have oplevet et gennembrud i salget. Forbrugerne kigger på en halvt år gammel telefon, hvor de kan få en spritny model fra Sony, Samsung og måske Apple til sommer,« siger Morten Imsgard om Nokias dilemma.

PC-salg presset

Microsofts hovedindtægtskilder er fortsat styresystemet Windows i – alle afskygninger – og Office-kontorpakken. Men Windows-salget hænger tæt sammen med PC-salget, fordi næsten enhver ny PC – bortset fra Apples – leveres med Windows forinstalleret. Og PC-salget har det skidt, fordi folk siden finanskrisens begyndelse nøje overvejer, hvad de vil bruge deres penge på. Valget ender i stigende omfang med at blive smartphones og tavle-PCer, og her står Microsofts ikke så solidt.

Google har derimod stor succes med sit Android-styresystem, som syv af ti smartphones i verden leveres med, mens Apples iOS ligger i 19 procent.

Ifølge analysehuset IDC vil Android på tavle-PCer allerede i år blive mere populært end Apples iOS på iPad, så programmører og software-udviklere skal til at indstille sig på en ny dagsorden. Android vil nå en markedsandel på 48,8 procent, mens tavle-PCer med Apples iOS vil have en markedsandel på 46 procent.

Den næststørste spiller på smartphonemarkedet, Apple, kommer med regnskab 23. april.