Stadig problemer med dyrevelfærd hos mink

Fortsatte problemer med dyrevelfærd på en række minkfarme skal løses med styrket rådgivning, mener ministeren.

Foto: Morten Melhede
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stadig problemer med dyrevelfærden på nogle af landets 1500 minkfarme, viser kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold,

På knap halvdelen af 57 udvalgte minkfarme er der ved kontrolbesøg fundet problemer med håndtering af syge og tilskadekomne mink.

De undersøgte minkfarme var udvalgt, fordi de tidligere har haft problemer.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) vil derfor fastholde ekstraordinært høj kontrol det kommende år.

- Det er uacceptabelt, at vi stadig finder mink, der ikke er behandlet ordentligt, når de er kommet til skade. Branchen er nødt til at gøre det bedre, siger hun.

Myndighederne sætter samtidig fokus på bedre uddannelse og rådgivning med to nye initiativer.

- Som noget nyt stiller vi fra nytår krav om efteruddannelse for alle minkavlere og ansatte. Og siden april har der været krav om obligatorisk dyrlægerådgivning med besøg af en praktiserende dyrlæge fire-seks gange årligt, siger Mette Gjerskov.

Ved den seneste kontrol af de 57 udvalgte farme blev der på 33 farme fundet overtrædelser af reglerne.

På 24 af dem blev der fundet syge og tilskadekomne mink, der ikke var håndteret korrekt. På 12 var der mink, der havde været udsat for så uforsvarlig behandling, at det udløste politianmeldelser.

Kontrolkampagnen omfatter 90.000 - 100.000 dyr på de 57 farme. Der blev i alt fundet 128 tilskadekomne dyr (svarende til ca. 0,1 procent), der ikke var håndteret korrekt.

Typisk havde dyrene alvorlige skader eller sår, uden der var iværksat passende behandling, idet dyrene enten ikke var behandlet efter dyrlægens anvisninger, isoleret fra andre dyr eller aflivet.

Da myndighederne i 2010 gennemgik samtlige landets godt 1500 minkfarme, blev der fundet overtrædelser på halvdelen af farmene. Dengang havde fire procent af farmene problemer med håndtering af syge og tilskadekomne mink.

/ritzau/