Stadig krise trods fornyet shoppelyst

Det danske detailsalg er steget med 0,6 procent. Selv om tallet er overraskende, betyder det ikke, at krisen for alvor er slut.

Foto: Dennis Lehmann
Danskernes lyst til at shoppe er ikke forsvundet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik over detailsalget for juli måned, hvor detailsalget er steget med 0,6 procent efter tre måneders fald.

Men trods stigningen i det danske detailsalg, er eksperterne enige om, at den negative udvikling i det danske detailsalg ikke for alvor er vendt.

"Stigningen er overraskende, fordi Dankortomsætningen i samme måned faldt med 0,7 procent.Vi ser dog ikke de nye tal for detailomsætningen som et tegn på, at forbruget nu er vendt" siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.



Den fremtidsudsigt deler seniorøkonom i Jyske Bank.

"Vi har generelt ikke de store forhåbninger om, at danskernes forbrugslyst for alvor er på tilbage. Men man skal selvfølgelig holde sig for øje, at den aktuelt store opsparingslyst på et eller tidspunkt vil dale, og give grundlag for et betydeligt løft i forbruget," siger Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank.

Siden januar 2011 er detailsalget faldet 1,2 procent. På årsbasis steg salget med 0,2 pct. efter et fald på 4,2 pct. i juli sidste år. Hos Dansk Erhverv er pessimismen også stadig tilstede. ”Det samlede privatforbrug og salget i detailhandlen er trods dagens lille fremgang trykket helt i bund - begge er faktisk faldet yderligere i 2011, og der er ikke noget, der umiddelbart tyder på en vending i detailsalget. Forbrugertilliden er markant negativ, ledigheden stigende og den private opsparingskvote bare stiger og stiger," siger Mira Lie Nielsen, Dansk Erhverv.