Står bag ny teknologi til overvågningskameraer: Kan holde øje med, om danskerne bryder coronaregler

En danskudviklet teknologi til overvågningskameraer kan se om forsamlinger er for store, og om folk står for tæt. Teknologien kan bruges i områder, hvor der er risiko for, at for mange mennesker samles. Professor kalder teknologien lovende, mens tænketank advarer mod, at det ikke må føre til øget overvågning.

Dansk virksomhed er klar med en løsning, der ifølge dem kan være med til at sikre, at folk holder afstand. Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Et nyt redskab, der kan hjælpe folk til at overholde myndighedernes coronaregler, kan være lige på trapperne.

Redskabet er kontroversielt, for det kommer i en tid, hvor myndighedernes indsats for at inddæmme coronasmitten har medført en heftigt debat om, hvorvidt man er gået for langt i kampen mod coronavirus. Opholdsforbuddet på Islands Brygge og en meget udskældt app fra Sundheds- og Ældreministeriet har fået flere kritikere til at påpege, at vi i vores iver for at komme coronavirussen til livs, ikke må glemme retten til privatliv og muligheden for at færdes frit i det danske samfund.