Sprutfirmaer i kamp om fiskenavne

Løst krudt? Nortlander A/S i Vedbæk, der sælger alkohol shots opkaldt efter kendt slik, har fået et slag over nakken af Højesteret for at bruge "fisherman"-navnet til et shot. Alligevel går firmaet i kødet på en konkurrent i Kolding, der bruger navnet "Fiskefjæs."

Hela Wine og Spirits Aps må ikke kalde sine alkoholprodukter for Fiskefjæs.

Det mener konkurrenten Nortlander, som har stævnet Kolding-firmaet for Sø- og Handelsretten i en sag, der skal behandles i dag.

- De siger, at det strider mod deres navn Fisk og "Fisherman," men de har jo lige fået dom for at de ikke må bruge det, siger Hans Ulrik Andersen, der er direktør for Hela Wine og Spirits Aps.

Han henviser til Højesterets dom i april, hvor Nortlander fik forbud mod at bruge navnet Fisherman shot, fordi det stred mod bolsjefabrikanten bag Fisherman's Friend, Lofthouses ret.

Nu føler Hans Ulrik Andersen, at Nortlander udøver chikane over for hans firma endda uden at have retten på sin side.

- Nortlander lægger bare en masse sager an mod andre i branchen selvom firmaet ikke har retten til navnet, siger han og gætter på at det drejer sig om cirka ti søgsmål mod fire-fem andre alkoholproducenter.

Nortlanders direktør Thomas Anton afviser påstandene.

- Vi er hårde konkurrenter og sagens kerne handler ikke om navnet Fisherman, som der står hos Sø- og Handelsretten, men om navnet Fisk. Vi synes Hela Wine&Spirits går for tæt på med "Fiskefjæs", siger Thomas Anton.

Alkohold og slikNortlander A/S bor på Vedbæk Strandvej nord for København og har registreret en meget lang række navne hos Patent – og Varemærkestyrelsen, ét af de nye er binavnet United Drinks. Andre binavne er Frederik Fisherman & co og Spiritus Destillers. Nortlander har de seneste år haft bruttofortjenester på 26,5 millioner kroner og 23,5 millioner i hhv. 2005 og 2006.

- Vi har stor succes på vores produkter, Original Blå og Original Gul og Fisk, siger Thomas Anton.

Hans konkurrent Hans Ulrik Andersen beskylder Nortlander for ikke at have rettet sig efter Forbrugerombudsmandens henstilling om ikke at lade alkohol lyde som slik.

Forbrugerombudsmanden irettesatte firmaet i 2005 for at bruge navne som Gajol Shot og Spunkt Shot. Produkterne er siden omdømt, men Thomas Anton fortsat samarbejdet med slikfabrikanten Toms Gruppen om navne og smagsstoffer til Nortlander's (United Drinks) alkoholiske drikke.

- Vi har lavet en aftale med Forbrugerombudsmanden om at det vi gør nu, er i orden, siger han.