»Spor mig ikke« forbliver frivillig

USAs telemyndighed vil ikke tvinge netsteder til at respektere, når de besøgende gerne vil være fri for at få deres færden sporet.

Selv om man som her - i internetprogrammet Firefox - aktiverer funktionen, at man ikke ønsker, at de netsteder, som man besøger, sporer én og dermed holder øje med, hvad man foretager sig, kan man ikke være sikker på, at de faktisk undlader det.
Læs mere
Fold sammen

Internetgiganter som Google, Facebook og Netflix vil ikke blive tvunget til at respektere folks ønsker om, at de ikke vil spores i deres færden på nettet.

Den amerikanske telemyndighed, Federal Communications Commission (FCC), har afvist at udstede krav om, at internetsteder skal respektere, at mange i deres internetbrowser har slået funktionen »Anmod websteder om ikke at spore dig« eller »Send en ankodning om »Do Not Track« sammen med din browsertrafik« til for netop at forhindre at blive unødigt overvåget. Men der er netop tale om en anmodning, og netstederne har ingen pligt til at efterkomme ønsket - og nu vil de heller ikke blive pålagt det.

Dermed kan giganterne fortsat uden problemer samle massevis af data sammen, som de bruger til at tjene penge på. Et detaljeret kendskab til folks gøren og laden på nettet kan nemlig omsættes til særdeles målrettede annoncer, som annoncører gerne vil betale ekstra for i stedet for at skyde med spredehagl og ikke være sikker på at få fat i den rigtige målgruppe.

Vil fortsætte kampen

Nogle netsteder respekterer ønsket om ikke at blive sporet, men det sker på frivillig basis. Den amerikanske Federal Trade Commission, som også varetager forbrugerbeskyttelse, har siden 2010 forsøgt at få en universel aftale på plads, som respekterer anmodninger om ikke at blive sporet.

Det var den amerikanske forbrugerorganisation Consumer Watchdog, som i juni rejste sagen i kølvandet på nye, amerikanske regler om såkaldt netneutralitet, som kræver, at myndighederne straffer internetudbydere for at overtræde bestemte former for privatlivets beskyttelse.

»Det er skandaløst, at brugere af Google og Facebook, som har milliarder af brugere, ikke har den samme beskyttelse af privatlivets fred på nettet som AT&T og Verizon (to af de største teleselskaber i USA, red.),« siger Jamie Court, formand for Consumer Watchdog, til nyhedsbureauet Reuters.

Han vil nu forsøge af få den amerikanske kongres til at tage sagen op.

Spor mig ikke-funktionen findes i alle de fem største internetbrowsere - Chrome, Firefox, Internet Explorer, Safari og Opera.