Spilordre skal lære spilvirksomhed at outsource

Storordre bliver et lærestykke i, hvordan man skal outscource, vurderer Deadline Games.

Det er ikke bare en bestilling på ti nye computerspil, First North-noterede Deadline Games fik i dag. Det er også en tur på skolebænken i, hvordan man outsourcer sin produktion til lavlønsområder. Det er direktør i Deadline Games Chris Mottes meget tilfreds med.

”Vi får med denne aftale omfattende erfaring i at outsource produktion af computerspil til udlandet. Vi får opbygget vigtige relationer, og vi lærer at styre projekter hos en ekstern leverandør. Det kan vi bruge i fremtidige projekter,” siger han.

Lønniveauet for en dansk spilingeniør er omtrent tre gange højere end i Malaysia, hvor Deadline Games nye partner, GameBrains, bor. Men aftalen er også kommet i stand på grund af restrektive danske udlændingeregler, siger Mottes:

”Aftalen er en konsekvens af den restriktive danske udlændingelov. Deadline Games har store problemer med at rekruttere nødvendige spidskompetencer. Spiludvikling er en elitær og globaliseret branche med knivskarp konkurrence om udvikling af stadig større, dyrere og flottere spil, og dansk udlændingelov er en barriere.”