Spies-ejer rejser sig fra de rygende ruiner

Thomas Cook Group, lægger afstand til den livstruende krise, den internationale rejsekæmpe befandt sig i for få år siden. Danske Spies' overskud er med til at give moderkoncernen de første sorte bundlinjetal siden 2010.

Thomas Cook Group, som blandt andet danske Spies via datterselskabet Thomas Cook Northern Europe er en del af, er på ret kurs med sin genopretningsplan. Her ses et af koncernens fly til afisning i Heathrow-lufthavnen. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL ROLAND
Britiske Thomas Cook Group, der blandt andet ejer det danske rejsebureau Spies, følger sin genopretningsplan. Den internationale rejsekæmpe var for to år siden tæt på fallittens rand - nu kan moderkoncernen melde om overskud.

En kapitalrejsning og omkostningsbesparelser betyder, at koncernen, der opererer i 42 lande - deriblandt i Danmark - torsdag kan melde om et driftsresultat på 13 millioner pund (116 mio. kr.) ud af en omsætning på 9,3 milliarder pund (83 mia. kroner). Sidste regnskabsår endte med et tab på 170 millioner pund (1,5 mia. kroner), skriver Financial Times.

Thomas Cook Group ejer en stribe selskaber i Skandinavien - deriblandt det danske rejsebureau Spies. Spies kan melde om et stabilt overskud på 154 millioner kroner i regnskabsåret 2012/2013. Året før var resultatet på 158 millioner kroner.

Den nordiske arm af koncernen, Thomas Cook Northern Europe, som de nordiske selskaber er organiseret under, melder om »det bedste resultat nogensinde« med et driftsresultat på 1.118 millioner svenske kroner mod 1.076 millioner svenske kroner sidste regnskabsår. Det på basis af en omsætning på 12,7 milliarder svenske kroner, hvilket er omtrent 200 millioner svenske kroner større end sidste år.

Overskudsgraden når dermed op på 8,8 procent mod 8,6 procent sidste år, og det får da også chefen for Thomas Cook Northern Europe, Magnus Wikner, til at melde sig »tilfreds«. I en pressemeddelelse peger han specifikt på, at det er lykkedes at få høstet gevinsterne af, at koncernen så at sige sidder på »hele hjulet« - dvs. såvel rejseselskaberne, flyselskabet og hoteller på flere rejsemål.

En af de ting, der for alvor satte den europæiske rejsebranche under pres for et par år siden - og hvilket var en betydelig faktor i, at moderkoncernen Thomas Cook Group, tabte penge - var konsekvenserne af de politiske uroligheder på rejsemål som Egypten og en faldende interesse for rejsemålet Grækenland, der trak negative overskrifter i medierne på grund af den truende statsbankerot, der eksisterede.

De to markeder er ifølge Financial Times i svag bedring, og det har hjulpet det samlede billede. Det på trods af at hverken den sydeuropæiske gældskrise eller det arabiske forår kan siges helt at være fortid.