Spekulanter kaster sig over Mols-Linien: Aktien stiger voldsomt

Tvivlen om Mols-Liniens afnotering har fået spekulanterne til børsen, og det har banket aktien op med næsten 20 procent fra morgenstunden. Efter en lille time er markedet dog faldet mere til ro, men aktien stiger stadig med 10 procent.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Mols-Liniens aktie har fra morgenstunden vind i sejlene i meget sjælden grad. Ved fondsbørsnings åbninger stiger den lille rederiaktie nemlig med knap 20 procent, hvilket efter en times handel er dog er faldet tilbage til et plus på 10 procent.

Det sker efter en meget turbulent tid, hvor Fondsbørsen først gav grønt lys til, at Mols-Linien kunne afnoteres, men hvor Erhvervsankenævnet senere skød denne kendelse til hjørne.

Humlen i prisstigningen er overtagelsestilbuddet fra kapitalfonden Polaris, der har ligget og ulmet siden sommeren 2015. Mols-Liniens bejler opkøbte en stor portion af aktierne i virksomheden og fremsatte derefter et tilbud til de resterende ejere. Dette tilbud var dog ikke nok, og Polaris måtte efterfølgende hæve sit bud.

Efter at have samlet en relativt beskeden mængde aktier op fra de private småinvestorer, besluttede generalforsamlingen med storaktionæren Polaris i spidsen at afnotere selskabet.

Denne beslutning blev der dog klaget over, og selvom Mols-Linien skulle være afnoteret torsdag, så er det foreløbigt skudt til hjørne. Aktiemarkedets reaktion i dag kunne indikere, at nogle på markedet har en forventning til, at Polaris igen må ud at forhøje sit bud for at komme over de 90 procent af aktiekapitalen, hvor man kan tvangsindløse de resterende aktionærer. Dette har Polaris dog hårdnakket afvist at ville gøre igen.