Spekulanten sat på plads af Don Ø

Papirmilliardæren Steen Larsen – senere kendt som Patrick de Vela – støvsuger markedet for Parken-aktier og bliver på kort tid den største aktionær i selskabet. Sammen med Flemming Østergaard danner Larsen de kommende år et opsigtsvækkende partnerskab, der udadtil synes stærkt, men som bag facaden er præget af pres, mistillid og foragt. Læs uddrag fra ny bog.

Fold sammen
Læs mere
Foto: LARS MØLLER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvis du er interesseret i at få kontrollen over koncernen, kan du få nøglerne med det samme. Men du skal bare vide, at både jeg selv og alle de ledende medarbejdere så ikke er her i morgen.«

Flemming Østergaards stemme er venlig men også bestemt, da han møder Steen Larsen på sit kontor i begyndelsen af 2006. Bestyrelsesformanden er bestemt ikke begejstret for, at den selvlærte ejendomsmilliardær i løbet af ganske kort tid har støvsuget markedet for Parken-aktier og med hastige skridt nærmer sig bestemmende indflydelse i det selskab, Østergaard selv de seneste mange år har knoklet i døgndrift for at bygge op. Derfor beder Parken-formanden Steen Larsen stille på sit hjørnekontor for at give ejendomsspekulanten et endegyldigt ultimatum:

»Giv mig retten til at disponere over dine aktier, eller også går jeg selv. Og alle de folk, der har gjort koncernen til det, den er i dag, følger med mig«.

Flemming Østergaards tanke er, at han med den konfronterende taktik over for omverdenen kan true Larsen til at give formanden eneret over sin aktiepost og dermed sende et tydeligt signal. Et signal om, at Steen Larsen muligvis er god for mange milliarder, men han bestemmer på ingen måde i Parken. Det er der kun én, der gør.

Læs også: Fra storhed til fald - Velas finanseventyr

Steen Larsen ved udmærket godt, at Flemming Østergaard har en helt klar opfattelse af, at han kan koste rundt med den sky milliardær og få ham til danse på kommando. Muligvis er den ukendte ejendomsmilliardær både naiv og godtroende, men han behøver blot være en lille smule opmærksom for at opfatte, at Østergaard ikke anser ham for at være særlig meget værd. Og slet ikke noget i forhold til Østergaard. Men den lidt kejtede spekulant er ligeledes klar over, at han ikke har noget andet valg end at gribe kuglepennen og underskrive den aftale, Østergaard har lagt på bordet foran ham. Parken er Flemming Østergaard, og hvis den magtfulde formand forlader selskabet, vil aktiekursen styrtdykke og med et trylleslag gøre Steen Larsens milliardstore aktiepost mange millioner mindre værd. Det vil i værste fald udhule hans kreditværdighed over for de mange banker, der gennem årene velvilligt har stillet lån til rådighed for hans hastige ekspansion.

Billeder: Don Øs triumfer og nederlag

Så der er ikke noget at gøre. Steen Larsen giver efter for den insisterende Parken-formands pression og underskriver en aftale, der giver Flemming Østergaard fuld råderet over hans aktiepost i Parken. Og ikke mindst fuld kontrol over den sprælske storaktionær. Samtidig får Østergaard gennemtrumfet, at Steen Larsen ikke kan tage sine mange Parken-aktier i brug, når man skal give bankerne sikkerhed i forbindelse med en af sine talrige millioninvesteringer.

Begge herrer sætter deres kragetæer på den kontroversielle aftale, og udadtil er alt godt, da formanden og den nye storaktionær i begyndelsen af maj tager imod den nysgerrige presse, der gennem længere tid har tørstet efter information om, hvem Parkens nye, mystiske aktionær er.

( ... )

Billeder:  Don Øs venner sagde farvel og tak

Og Steen Larsen ligner det, han er. En helt almindelig mand, der på kort tid er blevet ubegribelig rig. Og selv har svært ved at fatte det. Hans påklædning varierer fra ordinær til bizar, og det er mere end sjældent for ikke at sige aldrig, man spotter ham i et jakkesæt med tilhørende slips.

Hvad enten det er til et vigtigt møde hos en af hovedbankforbindelserne i Forstædernes Bank eller på tur med BRFkredit og en række andre velpolstrede ejendomsbosser i Sverige, er Steen Larsen altid klædt, så man umiddelbart ikke kan kende forskel på milliardæren og en af de helt almindelige fodboldglade familiefædre, der hver anden søndag indløser billet til Parkens C-tribune for at hylde de hvidklædte helte fra F.C. København.

Læs også: Don Ø forsøger comeback i Parken

Striksweater, træsko, militærbukser, læderjakke eller en pailletskjorte, der gik af mode, da 70erne gik på hæld. Der er ingen grænser for, hvad Parkens nye pengemand kan finde på at iklæde sig, selv når han skal kigge bankrådgiveren dybt i øjnene eller trykke en minister i hånden i Østergaards loge.

Allerede kort efter hans entré i Parken giver det anledning til pinlig tavshed og røde ører, da han første gang skal præsenteres for selskabets mangeårige storinvestor LD, der modsat ham selv har været involveret i projektet siden den spæde start. For foreningens udsendte repræsentanter tager grueligt fejl og giver straks Steen Larsens revisor hånden i den tro, at det må være den klassisk klædte talmand, der er Parkens nye stenrige aktionær. Med det samme opdager LD-folkene at de har taget fejl, milliardæren er ham i pailletskjorten. Flemming Østergaard smiler overbærende over sin lettere kiksede samarbejdspartner og krummer samtidig tæer over den aparte rigmand.

Men formanden slipper ikke uden om at invitere Steen Larsen op i sin kendisspækkede loge, når Østergaard holder hof ved store koncerter eller udsolgte fodboldkampe i Parken. Manden ejer knap hver tredje aktie i Parken, så formanden kommer ikke uden om ham. Hvor end han gerne vil. For blandt magtfulde og velartikulerede politikere som Bertel Haarder og Søren Pind i Østergaards loge er den stenrige ejendomsinvestor som en klodset elefant i en butik spækket med krystalglas. En ulykke er uundgåelig, og det er Østergaard udmærket klar over. Så han sørger altid for at placere sin sprælske storinvestor så langt væk fra højbordet som muligt. Godt gemt væk nede i hjørnet, hvor aktionæren kun momentvis kan skimte Østergaard og formandens magtfulde venner. En perifer placering blandt eliten og kendisserne i Parken, der tydeligt undrer den utilfredse Steen Larsen.

Læs også: Østergaard vil købe FCK

Steen Larsens penge er der dog ikke noget i vejen med. Dem har Østergaard absolut intet imod, og det irriterer den nyrige milliardær.

For Østergaards åbenlyse foragt for ejendomsmilliardæren er straks lagt til side, når der skal tales økonomi. Her er de himmelvendte øjne erstattet af en varm tone, da Østergaard første gang præsenterer Steen Larsen for et spændende projekt. Et IT-firma ved navn Comwir, hvor Østergaard er storaktionær. Ifølge Parken-formanden er potentialet tæt ved uendeligt for det lille Brøndby-baserede firma, der vil tage kampen op med giganterne i forsøget på at sælge god og driftsikker hardware til fornuftige priser. Målet hedder en omsætning på over tre milliarder kroner. En sikker gevinst.

Larsen er knap så sikker. Men lige så styrtende rig, han på det tidspunkt er, lige så hamrende konfliktsky er han. Og især når han er på tomandshånd med den insisterende og direkte formand, har Steen Larsen mere end svært ved at sige nej til Østergaard. Han giver i stedet Parken-formandens forretningsidé videre til sin nye direktør, Helle Kvist Ilskjær med en fortid i Forstædernes Bank og ejendomsselskabet Keops. Hun er hentet ind for at få styr på hans hastigt voksende koncern SL Nordic Holding, men den lyshårede bankdame er langtfra imponeret over Østergaards private investering i Comwir og råder på det kraftigste Larsen til at takke pænt nej tak til Parken-formandens tilnærmelser. Det nej har Østergaard svært ved at acceptere.