Spekulant: Amagerbanken gamblede i vores navne

Ifølge en af de afhørte i Amagerbank-sagen, finansmanden Henrik Ørbekker, var det Amagerbanken selv, der spekulerede i valutaforretninger i storkundernes navne.

Foto: Esben Salling
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af vidneforklaringerne i sagen om kollapset i Amagerbanken ser ud til at blive temmelig belastende for bankens ledelse.

Spekulanten Henrik Ørbekker anklager nu banken for egenhændigt at have spekuleret i valuta på vegne af ham selv og hans finansielle makkere, eksbokseren Hans Henrik Palm og advokat Olav Damkiær-Classen.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Ørbekkers forklaring til politiet og avisen handlede banken reelt for egen regning, da valutaforretninger for halvanden mia. kr. i 2010 slog et hul på 394 mio. kr. i skroget på banken, som senere gik under.

»Alle bankerne på nær Finansiel Stabilitet havde indgået en standstill-aftale med os, så vores kreditter ikke blev opsagt, mens vores gæld blev afdraget langsomt. Og vi havde ingen magt eller muligheder over for den valutaramme, der hele tiden bevægede sig i den forkerte retning,« siger Henrik Ørbekker til avisen.

Ifølge hans forklaring var de tre finansmænds beslutninger underlagt godkendelser fra en advokat, der var udpeget af banken.

»Sagens kerne er jo, at på et tidspunkt ramte vi et såkaldt margin call, hvor man skulle betale flere penge ind - ellers lukkede valutaforretningen. Dem fik vi flere af, og netop i den forbindelse undrer Bagmandspolitiet sig over, hvorfor banken ikke greb ind og lukkede forretningerne,« siger Henrik Ørbekker til avisen.

Ifølge ham havde de tre ingen mulighed for selv at dække tabene på valutaspekulationerne. Men banken valgte alligevel ifølge ham at fortsætte ud ad planken og spekulere videre.

Amagerbankens forhenværende bestyrelsesformand N.E. Nielsen havde onsdag ikke mulighed for at kommentere oplysningerne over for Jyllands-Posten.