Specialanklageren gik efter den hårdest mulige straf. Nu venter landsretten

Specialanklager Marie Tullin krævede den hårdest mulige straf i sager om økonomisk kriminalitet til Sanjay Shah. Dén fik han. Og det giver ifølge professor emeritus god mening. 

En lettet og tilfreds specialanklager Marie Tullin blev interviewet uden for Retten i Glostrup efter domsafsigelsen. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Torsdag kulminerede flere års arbejde for Marie Tullin, der er specialanklager ved Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet. 

Med autoritet har hun ført Retten i Glostrup igennem adskillige dokumenter og vidneafhøringer for at bevise, at briten Sanjay Shah har bedraget den danske stat for over ni milliarder kroner.