Spareplan kan gennemføres uden fyringsrunde

Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke kommer en enkelt fyring - men jeg ser ikke egentlige runder, siger Michael Rasmussen.

Foto: Erik Refner. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke kommer en enkelt fyring - men jeg ser ikke egentlige runder, siger Michael Rasmussen.
Læs mere
Fold sammen

Nykreditkoncernen er kommet ud af de første seks måneder med en fordobling af overskuddet før skat i kerneforretningen i forhold til halvåret sidste år. Og det har fået smilet frem hos Michael Rasmussen, der er administrerende direktør.

- Fremgangen i vores kerneforretning, er defineret af ting, vi kan gøre noget ved: Vores indtjening stiger pænt, vores omkostninger falder, og vores nedskrivninger på lån og garantier falder også rigtigt pænt, siger han til Ritzau Finans.

Faktisk er resultatet så godt, at man når målet om at forbedre kerneforretningen med 1,5 mia. kr. i 2016. Men koncernen er ikke i mål, lyder det fra topchefen.

- Derfor forlænger vi planen frem til 2018, så vi får 1,5 mia. kr. mere årligt i indtjening. Det skyldes, at kapitalkravet stiger. Og da vi ikke er en børsnoteret virksomhed, må vi hente pengene ved at tjene dem. En lav vurdering er, at vi skal have 12 mia. kr. mere i egenkapital i 2019, siger Michael Rasmussen.

For at nå det nye mål, skal der årligt spares 250 mio. kr. på driften. Og det vil betyde, at der skal være færre ansatte i Nykredit. Per 20. juni i år, var der 3785 heltidsansatte i koncernen. Og det er 216 færre end for et år siden.

- Vi skal øge vores lønsomhed. Og derfor er det nødvendigt at se på alle omkostninger. Og en af dem er færre ansatte, siger topchefen.

- Vi har været gennem fyringsrunder, og jeg ser ikke endnu en. Min bedste vurdering er, at det her kan vi klare ved optimering, dygtig ledelse og med den almindelig medarbejderomsætning med naturlig afgang. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke kommer en enkelt fyring - men jeg ser ikke egentlige runder, siger Michael Rasmussen.

Direktøren understreger dog, at Nykredit skal være mere effektive og i højere grad end nu digitaliseres:

- Så kan vi lave det samme med færre mennesker. Men der er ikke en eneste post på udgiftssiden, der ikke kommer til at holde for. Det er nødvendigt, så vi fortsat kan sikre en god pris til vores kunder, understreger han.

Fordoblingen af indtjeningen i første halvår i år skyldes blandt andet, at Nykredit havde en meget stor konverteringsaktivitet i første kvartal. Og det har givet 200-300 mio. kr. på toppen.

- Vi holder vores markedsposition og vinder faktisk lidt. Og vores Boligbank (som blev lanceret i marts, red.) er blevet godt modtaget af kunderne, siger Michael Rasmussen.

Nedskrivningerne for bank og realkreditkoncern blev mere end halveret og kom ned på 449 mio. kr. i første halvår af 2015 mod 1049 mio. kr. i første halvår 2014. Og det skyldes ifølge koncerndirektøren "en rigtig sund kreditpolitik".

- Vi har ikke ændret vores kreditpolitik gennem de her år, og det har hjulpet os rigtigt godt. Vi er selvfølgelig også hjulpet af, at boligmarkedet er i bedring, hvor det ikke kun er i de større byer, at boligpriserne nu stiger. Vi kan se, at huspriserne er steget 5-6 pct. i første halvår. Udenfor de store byer er priserne steget med omkring 1 pct., og vi kan se, at vi er ved at få et mere aktivt boligmarked med kortere liggetider. Og det gør, at vores tab og nedskrivninger bliver lavere, siger Michael Rasmussen.

Nykredits topchef, Michael Rasmussen, uddyber fyringerne der er på vej, trods den høje vækst: