SAS-ledelsens dramatiske spareplan er ikke blot afgørende for selskabets skæbne her og nu. Planen kan også mindske et af SAS’ helt store problemer de kommende 12 måneder: Den tikkende pensionsbombe, der risikerer at fjerne næsten hele selskabets egenkapital.
Nye regnskabsregler om pensionsforpligtelser betyder nemlig, at SAS’ kapitalberedskab kommer under voldsomt pres næste efterår. Analytikere har længe betragtet de nye regnskabsregler som en tikkende bombe under SAS, og hidtil har det været forventningen, at reglerne vil fjerne over 90 procent af SAS’ egenkapital på 12,1 mia. svenske kroner (10,4 mia. kroner).Men spareplanen vil sikre, at SAS stadig vil have en egenkapital på mindst 4,5 mia. svenske kroner (3,9 mia. kroner), når de nye regler er indført. Det er stadig ikke meget for et selskab af SAS’ størrelse, men det betyder, at SAS kan undgå at få hevet tæppet væk under sig, understreger senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen.»Det har været lidt overset i offentligheden, at spareplanen vil hindre den næsten totale udvanding af SAS’ egenkapital, der hidtil har været lagt op til i november næste år. Forskellen på pensionsområdet kan have stor betydning for selskabets fremtidsmuligheder,« siger Jacob Pedersen.
Negativ effekt på 6,6 mia. kr.
Selv hvis den dramatiske spareplan bliver gennemført, vil de nye regnskabsregler have en negativ effekt på SAS’ egenkapital på 7,6 mia. svenske kroner (6,6 mia. kroner). Jacob Pedersen understreger, at SAS stadig vil have et reelt pensionsproblem, men det kan dog accepteres, hvis selskabet begynder at tjene penge igen.
»Hvis 90 procent af egenkapitalen forsvandt, ville selskabet næsten ikke have nogen modstandskraft tilbage. Det ville formentlig få mange virksomheder til at være tilbageholdende med at bestille billetter hos SAS. Med spareplanen bliver det trods alt kun lidt over 60 procent af egenkapitalen, der forsvinder, og hermed vil virksomhederne være mere rolige ved at bestille billetter hos selskabet,« siger Jacob Pedersen.Årsagen til, at kapitalberedskabet kan blive udvandet, er, at fremtidige pensionsforpligtelser fremover skal modregnes i egenkapitalen. En kombination af frasalg af bl.a. SAS Ground Handling og ændrede pensionsvilkår for de tilbageværende medarbejdere skal imidlertid sænke de samlede pensionsforpligtigelser i SAS med over tre mia. svenske kr. (2,6 mia. kroner), fastslår Jacob Pedersen.»Det betyder, at forudsætningen for, at SAS kan begynde at tjene penge er til stede. Denne spareplan har potentiale til at blive den bedste spareplan, som SAS har gennemgået. Når det så er sagt, står en række store udfordringer fortsat tilbage,« siger han.