Sparekasse skifter direktør straks

Sparekassen Lolland udskifter direktøren med øjeblikkelig virkning.

Sparekassen Lollands tidligere direktør Lynge Thang Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Administrerende direktør Lynge Thang Sørensen har ifølge sparekassen besluttet at fratræde sin stilling. Han erstattes midlertidigt af underdirektør Ulrich Jespersen. Desuden er underdirektør Allan Johannesen indlemmet i direktionen. Der gives ikke nogen forklaring på ledelsesskiftet.

- Bestyrelsen er tilfreds med, at de to underdirektører bliver ny topledelse i Spar Lolland, indtil den rette kandidat til posten som administrerende direktør er fundet. Der er lagt en plan for søgeprocessen, siger bestyrelsesformand og gårdejer Hans Jacob Petersen ifølge en meddelelse.

Finanstilsynet har i februar og marts gennemført en såkaldt funktionsundersøgelse i Spar Lolland. Sparekassen offentliggør årsregnskab for 2011 den 27. marts 2012, hvori undersøgelsen vil indgå.

- Der er ingen sammenhæng mellem direktørskiftet, Finanstilsynets funktionsundersøgelse og den forestående offentliggørelse af Spar Lollands årsrapport for 2011, siger Hans Jacob Petersen.