Sparekasse accepterer millionbøde i sag om aktiefusk

Otte ledende medarbejdere i tre banker bliver tiltalt for omfattende kursmanipulation, og den ene bank har nu indgået forlig med Bagmandspolitiet for sit »ansvar som arbejdsgiver«.

Sagen om kursmanipulation kommer for retten i Hjørring og er en del af et større kompleks, der udspringer af forhold begået i den nu opløste EBH Bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En række direktører og andre markante medarbejdere i Sparekassen Kronjylland, EBH Bank og Morsø Sparekasse bliver af Bagmandspolitiet tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder og berigelseskriminalitet af særlig grov beskaffenhed, kom det tidligere onsdag frem.

Nu oplyser Sparekassen Kronjylland, at man som en udløber af den aktuelle er blevet enige med Bagmandspolitiet om at lukke sagen for Sparekassen Kronjyllands vedkommende. Forliget betyder, at sparekassen skal betale en bøde på fem millioner kroner for det ansvar, sparekassen som arbejdsgiver har for sine ansattes handlinger.

»Årsagen til, at Sparekassen har vedtaget bøden, er således alene det principielle ansvar, en dansk arbejdsgiver har for de handlinger, der er foretaget af dens ansatte, uanset om arbejdsgiveren har haft viden om deres handlinger eller ej. Ved at afgøre sagen med en bøde, slipper både myndigheder og Sparekassen for at bruge ressourcer på en længere retssag, der ikke vil være til gavn for nogen,« skriver sparekassen i en pressemeddelelse.

Ifølge Bagmandspolitiet vedrører tiltalerne kursmanipulation med aktier i Vestjysk Bank og i Keops obligationer fra januar til august 2008. Det skete ifølge tiltalen ved, at de tiltalte personer indkøbte værdipapirer til sig selv eller nærtstående, hvorefter de fik de involverede pengeinstitutter til at indlægge købs- og salgsordrer til stigende kurser for at hæve kurserne på værdipapirerne til et kunstigt højt niveau. Når dette niveau var nået, lod de EBH Fonden eller Sparekassen Morsø Fonden købe værdipapirerne til de forhøjede kurser.

Ifølge Sparekassen Kronjylland stillede banken sig fra dag »100 procent til rådighed for politiet og har gennem hele forløbet gjort alt, hvad det er muligt for at hjælpe politiet«.

Sparekassen skriver også, at allerede da sagen blev opdaget i 2010, skærpede Sparekassen Kronjylland sine forretningsgange og funktionsadskillelser for at forhindre denne form for kriminalitet.

»Sparekassen har endvidere sat ekstra fokus på opdatering af viden hos alle relevante medarbejdere i finansafdelingen, ligesom den har styrket sin compliance-funktion og indført en såkaldt »whistleblowerordning«, så enhver medarbejder trygt kan henvende sig, hvis de måtte få en fornemmelse af, at der er transaktioner, de er usikre på.«

Sparekassen Kronjyllands nuværende ledelse tiltrådte halvandet år efter de forhold, de tidligere ansatte nu er tiltalt for.

»Vi ønsker at lukke denne kedelige sag, som nogle enkelte tidligere medarbejdere har involveret Sparekassen i. Det ligger langt fra de værdier, som vi bygger på, og derfor tager vi også ansvaret på os og lukker sagen i stedet for at bruge skatteborgernes penge på en lang og dyr retssag,« skriver administrerende direktør Klaus Skjødt.