Spar penge på bilreparationen

De danske bilejere kan se frem til lavere værkstedsregninger, når en ny konkurrencelovgivning fra EU bliver gennemført i nærmeste fremtid.

Læs mere
Fold sammen
Udgangspunktet i EU-Kommissionens nye regler er, at konkurrencen skal have bedre vilkår, og at uafhængige værksteder skal have bedre adgang til tekniske informationer og reservedele fra bilfabrikanterne. Det skriver dagbladet Børsen.

Det første store skridt for at forbedre konkurrencen på markedet for reparationer, også kaldet eftermarkedet, blev taget i 2003, hvor EU vedtog de såkaldte gruppefritagelsesregler, som gør, at området ikke kun er underlagt de almindelige konkurrenceregler, men har sine egne specifikke regler.

- For bilejerne er det meget vigtigt, at man fastholder særlig lovgivning for bilmarkedet, som der nu lægges op til. Der er brug for EU-regler, der kan modgå markeds-tendenserne til at koncentrere dette marked på få magtfulde spillere, siger Torben Lund Kudsk, der er chefkonsulent i politisk sekretariat i Forenede Danske Motorejere, FDM,

- Biler bliver mere og mere teknisk komplicerede, og det bliver mere vigtigt for uafhængige værksteder, at man kan få adgang til en database, der kan forklare fejlen i bilerne. De dage, hvor man ordnede problemerne med et stykke tvist og en svensknøgle, er forbi. Nu er det i høj grad computer- og softwarestyret, og det gør det vanskeligere for de frie værksteder at komme ind på markedet og konkurrere med mærkevareværkstederne, siger Torben Lund Kudsk.