Spar Nord-topchef: Det var rigtigt at hæve priser på boliglån

Spar Nord har tjent millioner på de bidragsstigninger, som Nykredit gennemførte sidste år, og som betød dyrere lån for boligejere. Bankens topchef bakker op om de forhøjede bidragssatser.

Foto: HENNING BAGGER. Lasse Nyby, direktør Spar Nord
Læs mere
Fold sammen

Spar Nord har tjent millioner på gebyrindtægter sidste år, viser bankens regnskab for 2016, som blev fremlagt torsdag formiddag.

Fortjenesten kommer som resultat af en stor vækst i boliglån, hvor især realkreditlånene, der hos Spar Nord er formidlet gennem Nykredit-ejede Totalkredit, er vokset med 3,3 mia. kr.

Banken har i den sammenhæng tjent omkring 10 mio. kr. på Totalkredits omstridte bidragsstigninger, oplyser Spar Nord-topchef Lasse Nyby, og han bakker op om den stigning, der har været på bidragssatserne.

»Jeg kan godt forstå argumentet om at hæve bidragssatserne. Når man kigger på prisen på dansk boligfinansiering, så ligger den markant under, hvad man ser i udlandet. Når man samtidig kigger på de kapitalkrav, som løbende har været stigende på boligområdet, kan jeg godt forstå udbyderne,« siger Lasse Nyby til Berlingske Business.

Landets største realkreditudlåner, Totalkredit, kom i voldsom modvind, da de sidste år hævede bidragssatserne for tusindvis af boligejere. Det medførte en stor kritik mod Nykredit-koncernen, der ejer Totalkredit., og det betød blandt andet, at Nykredit mistede 5800 kunder i år 2016.

Flere banker har valgt at tilbagebetale de ekstra omkostninger, der har været for boligejerne i forbindelse med bidragsstigningerne, men det fodspor har Spar Nord ikke planer om at følge, fortæller Lasse Nyby.

»Vores kunder har ikke været begejstrede for bidragsstigningen, men vi vil ikke tilbagebetale de ekstra omkostninger, ligesom andre har gjort. Vi har andre fordelsprogrammer i banken, hvor vi giver kunderne nogle gratis ydelser,« siger Spar Nord-chefen.

Til gengæld kommer bankens aktionærer til at nyde godt af Spar Nords indtjening. Banken tilbagebetaler 75 procent af overskuddet på 838 mio. kr. til aktionærerne, hvilket svarer til 5 kr. pr. aktie.

Fokus på innovation og iværksætteri

Regnskabet for 2016, der blev sendt ud torsdag formiddag, viser det næststørste overskud i bankens historie.

Overskuddet var sidste år 838 mio. kr., mens det i rekordåret 2015 lå på 897 mio. kr. Her havde banken dog en ekstraordinær engangsindtægt fra salget af Nørresundby Bank-atiker.

Selvom overskuddet er faldet siden sidste år, er banken »meget tilfreds med regnskabet« fortæller chefen Lasse Nyby.

En af grundene til, at overskuddet ikke rammer samme højder som i 2015 er blandt andet, at Spar Nord sidste år begyndte at implementere en ny strategiplan, som har medført store omkostninger.

Banken vil især fokusere på digitalisering, og det er godt for de iværksættervirksomheder, der sidder inde med gode ideer til apps eller programmer, der kan optimere den digitale brugeroplevelse, fortæller Lasse Nyby.

»Vi vil gerne være en personlig bank i en digital verden. Derfor vil vi også i fremtiden være meget åbne overfor innovation, hvor vi allerede har investeret i to virksomheder,« siger bankens chef og henviser til samarbejdet med virksomhederne Ernit og Subhub.

Det kom frem mandag, at Spar Nord investerer millioner i fintech-startuppet Ernit, der fungerer som en digital sparegris for børn. Sparegrisen spille sammen med en app, og hver gang forældre eller bedsteforældre overfører penge til app’en, lyser sparegrisen op, så barnet kan følge med i, hvor ofte drømmen om en ny cykel kommer nærmere.

Derudover har banken investeret et mindre millionbeløb i fintech-virksomheden Subhub, der har udviklet en app, som kan styre forskellige abonnementsordninger. App’en hjælper brugeren med at holde styr på abonnementer på for eksempel streamingtjenester, fitnesscentret og mobil- og internetabonnementer.

»Det er jo ikke en speciel bankopgave, men det er alligevel en finansiel tjenesteydelse, som ligger i periferien af det at drive bank og kunne give kunden overblik over sin økonomi,« siger Lasse Nyby.