Spar Nord og Nykredit flytter bankopgør til ny kampplads

I et opsigtsvækkende skifte går Spar Nord i fodsporene på Nykredit og skifter til IT-centralen BEC. Både Spar Nord og Nykredit vil gerne lokke flere pengeinstitutter med.

Umiddelbart kan en historie om bankernes valg af IT-central lyde uinteressant, men faktisk fortæller det interessante ting om den danske banksektor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Umiddelbart kan en historie om bankernes valg af IT-central lyde uinteressant, men faktisk fortæller det interessante ting om den danske banksektor.

Fredag erklærede en af landets største banker, Spar Nord, at banken skifter fra IT-centralen Skandinavisk Data Center (SDC) til BEC. Spar Nord er den største kunde i SDC, og banken har samtidig sin bankdirektør John Lundsgaard indsat som bestyrelsesformand for SDC, og alene derfor er det opsigtsvækkende, at Spar Nord skifter til konkurrenten BEC. Men det rigtigt interessante er, hvad der ligger bag beslutningen.

Udmeldingen kommer nemlig blot dagen efter, at giganten Nykredit offentliggjorde, at koncernen vil øge sit samarbejde med BEC og lægge endnu mere af sin IT-udvikling hos BEC. Samtidig annoncerede Nykredit, at koncernen vil arbejde for, »at BEC deltager i konsolidering af infrastrukturen i sektoren til gavn for både pengeinstitutter og kunder«. Nykredit ser altså gerne, at flere pengeinstitutter tilslutter sig BEC.

Også Spar Nord har et ønske om, at flere pengeinstitutter går sammen. Ifølge John Lundsgaard har der forud for Spar Nords skifte fra SDC til BEC været forhandlinger mellem SDC og BEC om at fusionere de to IT-centraler. Men da der ikke kunne blive enighed om dette – eftersom SDC med mange nordiske banker som kunder har et nordisk fokus, mens BEC har et dansk fokus – valgte Spar Nord at skifte.

Disse forhandlinger er dog tilsyneladende foregået i en særdeles lukket kreds mellem Spar Nord, Nykredit og Arbejdernes Landsbank, hvis direktør, Gert Jonassen, er formand i BEC. Det siger Klaus Skjødt, der udover at være direktør i Sparekassen Kronjylland er medlem af bestyrelsen i SDC og nu ny formand i SDC.

»Sandheden er, at Spar Nord, Arbejdernes Landsbank og Nykredit har haft nogle forhandlinger om det her bag ryggen på SDCs bestyrelse, og da vi så bliver præsenteret for et oplæg, må vi konstatere, at det på ingen måde var interessant, og vi kunne slet ikke se, hvordan det skulle være et fornuftigt oplæg til en fusion,« siger Klaus Skjødt.

At SDC nu mister sin største kunde, gør dog ikke Klaus Skjødt nervøs for SDCs fremtid. For det første går der to-tre år, før Spar Nord helt er flyttet over til BEC, og banken skal betale til SDC i den periode.

I øvrigt udgør Spar Nord i dag 14 procent af omsætningen hos SDC, men SDC henter de syv procent ind om kort tid, når Skandia og Storebrand går ind i SDC, og derudover har SDC forhandlinger med flere potentielle nye kunder.

Klaus Skjødt frygter heller ikke, at flere af hans medlemmer skal følge efter Spar Nord over i BEC. Særligt fordi det er en kæmpestor operation.

»At flytte datacentral er ligesom at få en hjernetransplantation, samtidig med at man løber et maraton. Det er en kæmpemæssig kraftanstrengelse for en organisation,« siger Klaus Skjødt.

Spørgsmålet er så, om BEC kan lokke medlemmer fra den tredje store datacentral i Danmark, Bankdata, hvor der i øvrigt var ordinært bestyrelsesmøde netop fredag.

Nykredit ligger i øjeblikket i krig med Jyske Bank, efter at Jyske Bank i foråret købte realkreditinstituttet BRFkredit. Jyske Bank, der i øvrigt brugte tre år fra 2010 til 2013 på at skifte til Bankdata, skifter derfor næppe til BEC. Håbet for Nykredit og BEC må være, at Sydbank kan lokkes fra Bankdata over til BEC. Det ville således isolere Jyske Bank i Bankdata, men Sydbank har ingen planer om at flytte fra Bankdata.

»Det har vi ikke. Vi har det godt i Bankdata, og vi synes, at vi har en supergod IT-central,« siger Karen Frøsig, direktør i Sydbank.

Hun siger ligesom flere andre, at det udover at være meget dyrt er et kæmpestort arbejde at flytte IT-central.

»Den proces, som BEC nu kaster sig ud i, har vi jo været igennem siden 2010, hvor vi besluttede at optage Jyske Bank. Og det er jo en lang proces at få nye medlemmer ind på sin IT-central og ind på sine IT-systemer. Vi er nu kommet godt igennem, og nu begynder vi at mærke synergierne, og vi ser, at nu skal de gerne begynde at komme hurtigere og hurtigere, for vi er jo på en markedsplads, hvor det at opfylde IT-behov over for kunderne er et vigtigt konkurrenceparameter. Så vi føler os rigtig godt på plads i Bankdata og ser frem til, at vi kan blive rigtig godt kørende,« siger Karen Frøsig.Men hvorfor kaster Spar Nord sig så ud i sådan en flytning, hvor hele koncernen skal over på og lære at arbejde i andre IT-systemer?»Der er to grunde. Den ene handler om økonomi. Vores økonomiske rationale kommer i og med, at man har en anden prisstruktur i BEC. Der er volumenrabat i modsætning til hos SDC. Derudover handler det om udviklingskraft,« siger John Lundsgaard fra Spar Nord og peger på, at Nykredit fremover lægger en udviklingskapacitet ind i BEC.