Spar Nord melder sig ud af kampen om Nørresundby

Spar Nord aflyser den planlagte generalforsamling torsdag, lader købstilbuddet på Nørresundby Bank løbe ud i sandet.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Spar Nord Bank trækker sig fra første geled af kampen om Nørresundby Bank efter at Nordjyske Bank officielt har fremsat et købstilbud, som både er lidt højere end Spar Nords og samtidig anbefalet af bestyrelsen.

Det oplyser Spar Nord i en selskabsmeddelelse.

Torsdag skulle der ellers på Spar Nords foranledning have været afholdt ekstraordinær generalforsamling i Nørresundby Bank, så aktionærerne kunne tage stilling til det købstilbud, som blev fremsat 8. december.

Onsdag har Nordjyske Bank så officielt fremsat sit anbefalede overbud på Nørresundby, og det får Spar Nord til at aflyse torsdagens afstemning.

Dermed vil bankens bud på Nørresundby udløbe torsdag ved midnat, som er den officielle frist.

Helt ude af dramaet er Spar Nord imidlertid ikke, idet banken er hovedaktionær i Nørresundby med 54 procent af stemmerne.

Dermed kan Spar Nord i princippet blokere ægteskabet mellem Nørresundby og Nordjyske.

Spar Nord er dog slet ikke afvisende over for muligheden for at sælge sin ejerandel i Nørresundby Bank. Aalborg-banken bryder sig bare ikke om udsigten til at blive mindretalsaktionær i den nye bank, og vil i tilfælde af, at handlen går igennem gerne have sikret sig en mulighed for at sælge aktieposten.

Ud over de tre nordjyske spillere, er Jyske Bank også involveret i bankdramaet, som finansiel rygdækning for Nordjyske Bank.

For Frederikshavnerbanken er det en ordentlig omgang at købe Nørresundby, som er større end den selv, men her har Jyske Bank meldt sig på banen som garant for aktieemmissionen på 700 millioner kroner, et ansvarligt lån på omkring 275 millioner kroner samt en mellemfinansiering, mens handlen pågår.

Nordjyske-ledelsen har tidligere understreget over for aktionærerne, at Jyske Bank ikke får nogen væsentlig indflydelse i den nye bank og tirsdag aften godkendte Nordjyske-aktionærerne de vedtægtsændringer og den aktieudvidelse, som skal muliggøre købet.