Spar Nord får forrygende start på 2017 i første kvartal

Spar Nord fik i årets tre første måneder et overskud efter skat på 317 mio. kr., hvilket er 152 mio. kr. eller 92 pct. højere end i perioden sidste år.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det fremgår af bankens regnskab, der er blevet offentliggjort onsdag morgen.

»Vi kan vanskeligt være andet end rigtig godt tilfredse med det kvartalsregnskab, vi lige har offentliggjort. Resultatet på de 317 mio. kr. efter skat er noget af det bedste, vi har præsteret og en fin start på vores nye strategiperiode,« siger Lasse Nyby, der er administrerende direktør i Spar Nord.

Basisindtægterne steg med 140 mio. kr. i forhold til første kvartal 2016, nettorenteindtægterne lå 1 pct. lavere i kvartalet på 392,5 mio. kr., mens nettogebyrindtægterne steg med 44 mio. kr. til 294,4 mio. kr.

Basisindtjeningen før nedskrivninger blev herefter på 399 mio. kr., hvilket er 140 mio. kr. højere end samme periode sidste år.

Nedskrivninger på udlån med videre var på 2 mio. kr., hvilket er noget lavere end forventet ved årets begyndelse og skal ses i forhold til nedskrivninger på 55 mio. kr. i samme periode sidste år, skriver banken i regnskabet.

På baggrund af resultat samt udsigterne for resten af 2017 fastholder ledelsen sine forventninger til årets samlede basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 1,1-1,2 mia. kr. Nedskrivninger på udlån fortsat ventes at blive lavere end i 2016, fremgår det af regnskabet.