Spanske rygter sender Norwegian-aktie på flyvetur

Ifølge en spansk erhvervsavis skulle ejeren af British Airways være undervejs med et nyt bud på det norske flyselskab Norwegian. De spanske rygter får Norwegian-aktien til at stige med næsten otte procent.

Nye opkøbsrygter sender Norweigan-aktien i vejret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marcos Brindicci

Rygter i en spansk erhvervsavis sender Norwegian-aktien til vejrs på det norske aktiemarked.

Det spanske medie Expansion skrev allerede mandag, da den norske børs holdt lukket, at IAG, som ejer British Airways, Iberia, Aer Lingus og Vueling, skulle være på vej med et nyt bud.

Ifølge den spanske avis, der ikke angiver sin kilde, vil IAG byde 330 norske kroner pr. aktie. Da børsen lukkede fredag lukkede Norwegian-aktien i kurs 250,50.

Tirsdag formiddag har de nye opkøbsrygter sendt Norwegian op i kurs 270 – en stigning på lige omkring otte procent.

Norwegian har tidligere sagt, at luftfartselskabet har afvist to bud fra IAG. Årsagen var angiveligt, at buddene undervurderede værdien af selskabet.

Fredag sagde topchefen fra IAG, Willie Walsh, at han ikke vil afgive bud på Norwegian.

»Det er ikke en forretning, jeg vil foretage. Vi har udtrykt interesse, ja. Men hvis de ikke vil købes af IAG er det også fint. Jeg har ikke tænkt mig at afgive et fjendtligt tilbud, det er slet ikke min stil,« sagde Willie Walsh til Reuters.