Spansk Vestas-konkurrent med nyt overskud

Den spanske vindmølleproducent og Vestas-konkurrent, Gamesa, tjente i tredje kvartal 9 mio. euro og landede dermed endnu et kvartal med plus på bundlinjen.

Gamesa-medarbejdere forbereder transporten af en vindmølle-vinge på fabrikken i den nordspanske by Aoiz. Fold sammen
Læs mere
Foto: RAFA RIVAS

Samtidig er fjerde kvartal begyndt fornuftigt, og det får spanierne til at vente resultater for hele året i toppen af de tidligere udmeldte intervaller.

Det fremgår af Gamesas regnskab, der blev offentliggjort torsdag aften.

I kvartalet fik selskabet ordrer på i alt 452 megawatt (MW), hvilket er en tilbagegang på 7 pct. sammenlignet med ordreindtaget i samme periode året før. I oktober var ordrebogen på 1750 MW, oplyser Gamesa.

Omsætningen i kvartalet endte på 539 mio. euro, hvilket er en lille tilbagegang sammenlignet med tredje kvartal 2012. Det blev omsat til et driftsoverskud, EBIT, på 24 mio. euro, hvilket skabte en margin på driften på 4,5 pct.

Gamesa justerer i regnskabet sine forventninger til 2013. Nu ser det spanske selskab ordrer på omkring 2000 MW, en bruttomargin på mindst 18 pct. og en EBIT-margin på mindst 5 pct. Tidligere ventede Gamesa ordrer i intervallet 1800-2000 MW, en bruttomargin på 17-18 pct. og en EBIT-margin på 3-5 pct.

Opjusteringen kommer dog ikke umiddelbart som den store overraskelse, idet Gamesa ved andet kvartal selv gav udtryk for, at forventningerne var konservative.

Gamesa har i oktober underskrevet faste og ubetingede ordrer på 470 MW, og ifølge selskabet venter man stor aktivitet i november og december.