Spansk tøjgigant fylder kæmpe tomrum i Fisketorvet

Det københavnske shoppingcenter Fisketorvet har efter snart to års forhandlinger fået den spanske tøjgigant Zara i nettet. Zara skal give centret et internationalt pift.

Foto: Simon Skipper. Fisketorvets centerchef Jacob Bannor har sammen med Lars-Åke Tollemark, direktør for shoppingcenterets ejer, Unibail-Romamco, arbejdet på at internationalisere det københavnske shoppingcenter. Nu er spanske Zara på plads.
Læs mere
Fold sammen

Fisketorvet har haft svært ved at tiltrække helt store internationale spillere til shoppingcentret på Vesterbro, men nu rykker den spanske tøjgigant Zara ind med en kæmpe tøjbutik på 2.600 kvadratmeter.

Forventningen er, at Zara vil tiltrække andre internationale spillere, og derfor er aftalen med den spanske tøjproducent vigtig for Fisketorvet. I snart to år har butikslokalerne stået tomme for at give plads til en stor spiller, som kan være med til at tegne den internationale profil, som Fisketorvet - eller Copenhagen Mall - har arbejdet på de seneste år.

»For os er det en blåstempling af den transformation, vi har været igennem,« siger Jacob Bannor, Fisketorvets centerchef.

Zara åbner midt i november, og da vil Fisketorvet ifølge Jacob Bannor blot have fire ledige lejemål tilbage.

»Der vil altid være en vis tomgang, og det skal der også helst være. Det giver en form for dynamik,« siger Jacob Bannor og tilføjer, at der inden for de seneste måneder er blevet lejet 13 lejemål ud.

Fisketorvet har udover Zara også Levi's og H&M, som ligger i samme segment, på lejeaftaler i centret. Derudover er den vietnamesiske københavnerrestaurant LéLé for nylig åbnet. Også cafékæden Dalle Valle har slået sig ned på Fisketorvet, og det er alt sammen tegn på en helt ny tid, fortæller Jacob Bannor.

»LeLe ville aldrig have ligget i et center for nogle år siden,« siger han.

Jacob Bannor understreger, at der stadig er nok at gøre på et marked med øget konkurrence.

»Mens vi har bygget om, har vores konkurrenter også bygget om. Det positive for os som branche er, at vi skubber til hinanden og alle sammen forsøger at være de bedste. Det er til gavn for forbrugerne,« siger han og tilføjer, at Fisketorvets største konkurrenter er indkøbsstræderne i København centrum og handel på internettet.

Det næste store indsatsområde på Fisketorvet er området med restauranter og spisesteder.

»25 procent af vores gæster går enten i biografen eller spiser,« siger Jacob Bannor.

Ifølge Jacob Bannor er besøgstallet på Fisketorvet stigende, og centret har de seneste 12 måneder haft et besøgstal på 8,2 millioner - det højeste nogensinde. Desuden er gennemsnitsalderen blandt de besøgende steget til 36 år, og det er i dag et mere købestærkt publikum end tidligere.

Fisketorvet er ejet af Unibail-Romamco, som er Europas største børsnoterede ejendomsvirksomhed med speciale i kommercielle ejendomme. Selskabet har aktiver for omkring 32 milliarder euro, svarende til over 238 milliarder kroner.

Udviklingen af Fisketorvet er en del af en større strategi om at opgradere alle Unibail-Romancos 83 butikscentre rundt omkring i Europa.