Spansk region skifter til Linux

Kort nyt: De første 700 af i alt lidt over 3.000 stationære arbejdscomputere i den spanske region Axarquía i den nordøstlige del af Màlaga-provinsen er ved at få skiftet indmad, så de fremover betjenes gennem open source-software.

De offentlige kontorer og rådhusene i Rincón de la Victoria, Periana, Totalan, Moclinejo og Almáchar lægger for, derefter fortsætter man til de større byer. Der er lavet et bibliotek med open source-alternativer til købesoftware.

Efter en snak med brugerne finder man ud af, hvilke programmer der bruges oftest, og kan de skiftes, bliver de det. Den købesoftware, som ikke kan udskiftes, lægges på en central server og anvendes derfra.

Styresystemet bliver en tilrettet version af Linux Ubuntu, kontorpakken bliver OpenOffice, Firefox bruges som Internet- og Thunderbird som postprogram. Derudover installeres GIMP til billedbehandling og Scribus til layout. Th.