Spansk løsning skærper spænding om dansk telefusion

Fusionen mellem Telia og Telenor i Danmark kan nå et skridt nærmere, efter at en spansk knude i en anden ventende fusion nu ser ud til at kunne løses.

Det spanske bredbåndsselskab Jazztel overtages snart af franske Orange - men først, når der er solgt dele af forretningen fra. Jazztel-sagen er en af de telefusioner, som sammen med Telia/Telenor i Danmark afventer EU-Kommissionens endelige godkendelse.
Læs mere
Fold sammen

En længe diskuteret telefusion i Spanien ser nu ud til at kunne blive godkendt i EU, og den sag kan blive et vigtigt fingerpeg om, hvorvidt det vil lykkes for Telia og Telenor i Danmark at få godkendt deres sammenlægning senere i år.

Mobilselskabet Orange, som ejes af franske France Télécom, har ifølge nyhedsbureauet Reuters indledt forhandlinger med flere mulige købere af det spanske bredbåndsselskab Jazztels fibernet, som Jazztel har indvilliget i at sælge for selv at kunne blive overtaget af Orange i en handel til 3,4 milliarder euro, som Orange siden september 2014 har lagt op til. Det drejer sig om 720.000 fiberforbindelser, som Jazztel har installeret i fem byer - heriblandt Madrid, Barcelona og Valencia.

Omkring 60 procent af fiberforbindelserne ligger, hvor Orange selv har eget net.

Dansk fusion vil skabe konkurrent til TDC

Det forventes, at EUs konkurrencemyndigheder vil godkende Oranges køb 1. juni, og derfor haster det med at få en aftale om fibernettet på plads forinden. Orange vil samtidig forpligte sig til at leje kapacitet på Jazztels fastnet ud til konkurrenterne.

Handelen vil betyde, at der kommer en fjerde landsdækkende udbyder på det spanske bredbåndsmarked.

Telia og Telenor, som begge hører til blandt verdens ti største mobilselskaber, meddelte i december 2014, at de slår deres forretninger i Danmark sammen i erkendelse af, at det er den eneste farbare vej mod fremtiden i hård konkurrence mod især TDC, som er Danmarks største telekoncern på alle fire hovedområder: mobiltelefoni, fastnettelefoni, internetforbindelser og TV.

Telia og Telenor vil på mobilområdet blive lige så store som, måske endog en anelse større end, TDC, hvis de får lov til at gå sammen i deres nuværende form. Fusionen vil spare dem for omkring 800 millioner kroner om året, fordi de kan dele regningen. I forvejen har de to selskaber fælles mobilnet i Danmark, hvor sammenlægningen - der ligger i et selvstændigt selskab, TT-Nettet - blev afsluttet lige før jul.

Et ja med eller uden betingelser

EU-Kommissionen skal godkende fusionen af det nye »Telianor«, som endnu ikke har fået et navn. Kommissionen med konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) i spidsen havde først planlagt et svar lige op til sommerferien. Siden blev det udsat til 19. august, men efter at Telia og Telenor har bedt om mere tid til at besvare kommissionens mange spørgsmål, bliver det nu 2. september, at svaret kommer.

Det har været på tale, at Telia og Telenor kan blive nødt til at tilbyde det langt mindre »3« mulighed for at bruge Telias og Telenors fælles net i områder, hvor »3« ikke selv dækker, for derigennem at opnå EUs godkendelse.

Lige nu under kommissionen en lang række spørgsmål, som Telias og Telenors konkurrenter og andre interessenter på det danske telemarked er blevet bedt om at forholde sig til.