Spansk hoteldrøm koster 80ernes byggekonge en konkurs

Han har været med på byggeriets store opture og nedture i mere end 30 år. Nu må den gamle byggekonge Niels K. Thygesen se endnu et ejendomseventyr ende i konkurs.

Den tidligere byggematador Niels K. Thygesen i 2003 Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
I 1980ernes var han Danmarks største ejendomsdeveloper, og Niels K. Thygesen gav byggematadorer som Axel Juhl Jørgensen, Kay Wilhelmsen, Kurt Thorsen og Tom Petersen baghjul med en balance på flere milliarder kr.

Som så mange andre gik han nedenom og hjem omkring 1990, da ejendomsmarkedet kollapsede, og nu er Niels K. Thygesen igen gået konkurs med et ejendomseventyr.

Sø- og Handelsretten har således i begyndelsen af maj taget familien Thygesens ejendomsudviklingsselskab Fenicia Invest under konkursbehandling, da en rekonstruktion af firmaet er mislykket.

Fenicia Invests forretning ejede dels en ejerandel på 45 pct. i Sophienberg Ejendomsudvikling, som fortsætter med sine projekter. Men det største »aktiv«, som også kostede Fenicia livet, har været det store hotel- og ferieboligprojekt Bahia-Fenicia 72 kilometer øst for Malaga på den spanske solkyst.

Efter at Niels K. Thygesen i sin tid var gået nedenom og hjem med sit store ejendomsselskab, der også hed Sophienberg, gik han i kompagniskab med den anden ejendomsmatador Ole Vagner om ejendomsgiganten Keops, som over en årrække med vokseværk kom ud i store økonomiske problemer som så mange andre ejendomsudviklingsselskaber.

Men allerede i december 2006 forlod Niels K. Thygesen stillingen som ejendomsudviklingsdirektør i Keops, og med sig fik han det spanske ferieboligprojekt Bahia-Fenicia.

Siden har man ikke hørt meget fra Thygesen. Men det senest offentliggjorte årsregnskab fra Fenicia Invest viser, at selskabet i regnskabsåret 2012/13 havde et underskud på 34 mio. kr. efter et underskud på 11 mio. kr. året før.

Egenkapitalen lød på 485 mio. kr. ud af en samlet balance på 780 mio. Men aktivmassen bestod blandt andet af et tilgodehavende hos datterselskabet i Spanien på 485 mio. kr., ligesom selskabets spanske hotelprojekt var værdisat til 123 mio. kr.

I årsregnskabet lagde ledelsen - med Niels K. Thygesen i spidsen - ikke skjul på, at finanskrisen og manglende udlånsvilje hos banker og investorer har sat hotelprojektet i Spanien på stand by.

I årsberetningen skrev Thygesen, at der endnu ikke var fremskaffet byggefinansiering til hotelprojektet, og at der derfor var betydelig usikkerhed om værdiansættelsen af det store tilgodehavende og selve hotelprojektet.

Det blev også oplyst, at selskabet ikke havde kunnet indfri sine forpligtelser over for bankforbindelserne, Finansiel Stabilitet og Jyske Bank, som havde henholdsvis 75 og 40 mio. kr. i klemme. De havde derfor opsagt deres engagementer med Fenicia Invest. Samtidig skulle Fenicia Invest afdrage gæld for 181 mio. kr. inden for 12 måneder.

»Selskabets ledelse fører fortsat forhandlinger med långivere/investorer. Det er usikkert, om der kan fremskaffes finansiering, som er en forudsætning for, at selskabet kan indfri sine forpligtelser,« skrev ledelsen i sin regnskabsberetning, men Thygesen og andre familiemedlemmer, som ledede og ejede selskabet, var fortrøstningsfulde og troede på, at finansieringen ville falde på plads.

Revisorerne var imidlertid knap så optimistiske.

»I forbindelse med gennemlæsningen har vi dog konstateret, at ledelsesberetningen mangler oplysninger om den manglende forudsætning for fortsat drift samt usikkerhed knyttet til værdiansættelsen af koncernens ejendomme og moderselskabets tilgodehavender hos datterselskaber,« skrev de.

Revisorerne ville således ikke give regnskabet det »blå stempel« også kendt som en blank påtegning.

Konkursen i Fenicia Invest påvirker Sophienberg Ejendomsudvikling, som det jo har ejet 45 pct. af. De resterende 55 pct. er ejet ligeligt af de to medarbejdende partnere Lars Bigom og Niels Krag.

Sophienberg har stået for en række udviklingsprojekter, blandt andet boliger og butikker i Taastrup, på Amager, i Bagsværd og Greve og senest i Køge. Ved udgangen af regnskabsåret 2012/13 var egenkapitalen 34 mio. kr., og næsten halvdelen tilhører nu Fenicia-konkursboet.

»Den daglige drift er ikke påvirket, og vores projekter fortsætter. Vi er i dialog med kurator både om den daglige drift og om ejerskabet på længere sigt. Det er lidt svært at gøre op, for man kan ikke bare tælle nogle kasser på et lager, når det handler om udviklingsprojekter,« siger adm. direktør Lars Bigom til Berlingske Business.

Umiddelbart kan det være vanskeligt for duoen at overtage ejerandelen i Sophienberg Ejendomsudvikling fra Fenicia, så flere andre modeller bliver overvejet, for eksempel at aktierne bliver overtaget af selskabet selv eller af en ekstern investor.

Det var tirsdag ikke muligt at komme i kontakt med Niels K. Thygesen.