Spansk bank falder til laveste niveau nogensinde

Aktien i den kriseramte spanske bank Banco Popular falder torsdag godt 11 pct. til det laveste niveau nogensinde, hvilket sker som følge af stigende usikkerhed om bankens overlevelsesmuligheder.

Onsdag rapporterede Reuters ifølge Financial Times, at EU-repræsentanter skulle have advaret banken om, at den kunne blive afviklet, hvis ikke det lykkedes den af finde en køber.

Det var udtalelser, som skulle være kommet fra Elke König, der er chef for Single Resolution Board, der blev oprettet i kølvandet af finanskrisen for at minimere de skadelige virkninger fra kriseramte banker.

Ifølge Financial Times har Single Resolution Board siden imidlertid meddelt, at det ikke kan bekræfte udlægningen af de påståede udtalelser fra Elke König.

/ritzau/FINANS