S&P åbner for nedjustering af låsegigant

Ejeren af det danske låsefirma Ruko, svenske Assa Abloy, risikerer at få nedjusteret sin kreditværdighed, advarer Standard & Poor's. Det skyldes blandt andet den kraftigt faldende byggeaktivitet.

Foto: Nils Meilvang / Scanpix. Mindre nybyggeri betyder mindre behov for låse, og det kan ramme verdens største låseproducent, Assa Abloy, der blandt andet ejer danske Ruko.
Læs mere
Fold sammen
I midten af januar meddelte verdens største låseproducent, svenske Assa Abloy, at yderligere 600 ansatte ville blive fyret, oven i de 1.200 der allerede i november fik at vide, at de ville blive låst ude af virksomheden.

Samtidig fortalte Assa Abloy, at man ville smide nøglen væk til yderligere 15 produktionssteder, oven i de 25 produktionssteder der blev lukket i 2008. Men det er ikke nødvendigvis nok for virksomheden.

I dag meddeler kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's, at Assa Abloy risikerer at få nedjusteret sin kreditværdighed, der i øjeblikket er den relativt solide karakter "A minus".

Presset af faldende byggeaktivitet
"Ændringen af udsigterne reflekterer den øgede risiko, der er for at Assa Abloys finansielle mål vil blive svagere i en længere periode, end vi har forventet i forhold til vores kreditvurdering, på grund af pres på salget, marginerne og pengestrømmene," siger kreditanalytiker Varvara Nikanorava.

"Dette reflekterer en opbremsning i efterspørgslen på grund af reduceret erhvervsbyggeri i mange af selskabets markeder, et fortsat markant fald i boligmarkedet og risikoen for lave aktivitetsniveauer et godt stykke ind i 2010. Risikoen vil øges, hvis Assa Abloy ikke tilpasser sin opkøbsaktivitet til det forventede svagere forretningsmiljø," fortsætter Varvara Nikanorava.

Låseproducent allerede ramt af lavvækst
Assa Abloy er allerede ramt af den markant faldende byggeaktivitet. Fraregnet effekten af virksomhedskøb steg låseproducentens salg blot med 1 procent i tredje kvartal, og særligt erhvervssegmentet, der er selskabets vigtigste, er under stigende pres.