Endnu en gang må de lavtlønnede i kommunerne, herunder de godt 115.000 SOSU-assistenter, vinke farvel til at få en større lønstigning, så de kan komme tættere på deres akademiske kollegaers lønniveau i kommunerne.
De højtlønnede, herunder DJØFere og magistre, vil nemlig ikke afsætte flere penge til de lavtlønnede, da de har nok at gøre med selv at sikre sig kroner nok til at kunne bevare deres realløn.
Det betyder, at de enkelte fagforeninger nu selv skal forhandle løn hver for sig, og da kommunerne blankt afviser at reservere en større del af den fattige kage til de lavtlønnede, ser det her ved forhandlingernes start sort ud.
Er solidaritet på vej ud
»Vi ønsker ikke at skævvride til fordel for bestemte grupper. Lønkommissionen afdækkede jo i 2008, at de forskellige personalegrupper faktisk får en løn, som svarer til deres værdi på arbejdsmarkedet,« siger Michael Ziegler (K), formand for KLs Løn - og Personaleudvalg og borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Det eneste, LO-grupperne kan vide sig sikre på, er at få reguleret deres løn af den såkaldte reguleringsordning. Den sikrer, at de samlet set følger lønudviklingen i den private sektor, men problemet er, at den regulerer lønnen i procent.
Det betyder altså, at de lavtlønnede får en relativ mindre lønforhøjelse end de højtlønnede.
FOAs formand, Dennis Kristensen, som i årevis har forsøgt at få afsat mere til de lavtlønnede, er derfor rasende. Han mener, at det sætter spørgsmålstegn ved hele den metode, som de offentlige fagforeninger forhandler ud fra.
»Det handler om, hvorvidt vi vil have en solidarisk lønkultur i det offentlige. Vi mener, at i en krisetid bør man sikre mest til dem, der har mindst. Spørgsmålet er, hvad vi overhovedet skal bruge forhandlingsfællesskabet til, hvis ikke vi kan rejse fælles lønkrav,« udtalte han til Berlingske tidligere på ugen.
Opgør med aftaler
Men kravet om lige løn til alle og solidaritet er ikke just det, der præger det offentlige.Ifølge lektor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Heidi Salomonsen, går styringen nærmere i modsat retning.
»Den offentlige styring har de senere år bevæget sig i en retning, hvor man bliver belønnet efter resultater,« siger hun.
Én ting kan fagbevægelsen fra høj til lav dog enes om, nemlig massiv modstand mod det de kalder kommunernes opgør med centrale aftaler. Det gælder især KLs krav om at kunne fyre tillidsmændenes suppleanter, som i dag ikke kan fyres.
»En ting er, at lønrammen ikke bliver stor, men derfra og til at se behovet for at forringe vilkårene for tillidsrepræsentanterne er vanskeligt. De gør ikke mindst i disse tider - en nødvendig indsats på arbejdspladserne,« siger Lars Qvistgaard, formand for DJØFs overenskomstforening, som betegner kommunernes udspil som »perspektivløst«.
Fagforeningerne raser også over KLs krav om at fjerne nogle af de godt 100 forskellige overenskomstaftaler, som de i dag skal følge ude på arbejdspladserne, og deres ambition om at reducere antallet af arbejdstidsaftaler. Men det opgør er nødvendigt.
»Hvis vi for eksempel tager en institution som et plejehjem, giver det ikke mening, at der er forskellige regler om arbejdstid for personalegrupper, der i realiteten laver det samme,« siger næstformanden for KLs Løn- og Personaleudvalg, Steen Christiansen (S).B