Sort arbejde i entrepriser

Der har de seneste år været stor fokus på sort arbejde i byggebranchen. Ud over er strafbart, viser nyere retspraksis, at aftaler om sort betaling kan give problemer for både entreprenører og bygherrer.

Foto: Steffen Ortmann. Der har de seneste år været stor fokus på sort arbejde i byggebranchen. Ud over er strafbart, viser nyere retspraksis, at aftaler om sort betaling kan give problemer for både entreprenører og bygherrer. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

I 2014 fik en Højesteretsdom om sort betaling en del opmærksomhed. Sagen vedrørte et krav, som et konkursbo efter et entreprenørfirma havde rettet mod to bygherrer, som begge havde afvist kravet.

Parterne var enige om, at entreprisesummen delvist skulle berigtiges ved kontant-betaling og på en sådan måde, at betalingerne ikke kom det offentlige til kendskab. Hensigten var med andre ord at slippe for at betale moms.

Højesteret frifandt bygherrerne og udtalte i den forbindelse, at det følger af Danske Lovs 5-1-2 om lov og ærbarhed, at en aftale kan være ugyldig, hvis den strider mod en almindelig moralopfattelse. Bestemmelsen kan bringes i anvendelse, når aftalen strider mod en tredjemands eller en samfundsmæssig interesse, selv om ingen af parterne ønsker aftalen tilsidesat. Konkursboet havde argumenteret for, at en frifindelse ville betyde, at bygherrerne ville opnå en uretmæssig berigelse, idet byggeriet jo var blevet gennemført som aftalt. Højesteret bemærkede hertil, at virkningen af, at entrepriseaftalen er ugyldig, er, at den ikke binder parterne i nogen henseende.

Omtalen af denne og andre lignende domme går typisk på, at aftaler om sort betaling indebærer en betydelig risiko for entreprenørselskaber. Som dommen tydeligt viser, er det da også utvivlsomt rigtigt, men det står imidlertid også klart, at sådanne aftaler bestemt heller ikke er risikofri for bygherren.

Østre Landsret afsagde i 2013 en dom, hvor bygherren ligeledes havde afvist at betale et krav fra entreprenøren under henvisning til, at der var indgået aftale om delvis sort betaling. Til forskel fra ovennævnte højesteretssag, bestred entreprenøren imidlertid at der var indgået en sådan aftale.

Det stod klart under sagen, at flere betalinger var sket kontant, samtidig med at det var uklart, hvilket arbejde de enkelte betalinger vedrørte. I flere tilfælde skete der fakturering for de kontante betalinger, men først længe efter, at betalingerne var gennemført. Endelig havde entreprenøren i forbindelse med en tvist med bygherren sendt en e-mail til bygherren, hvoraf det fremgik, at entreprenøren ville sende en faktura »på hele entreprisesummen + moms!«, hvis ikke bygherren betalte nogle nærmere angivne beløb.

Disse oplysninger var dog ikke tilstrækkelige til, at landsretten fandt det dokumenteret, at der var indgået aftale om sort betaling. Dette skyldtes blandt andet, at entreprenøren i flere tilfælde havde udstedt fakturaer, hvor der faktisk var indeholdt moms.

Dommen viser, at bygherrer ikke uden videre kan spekulere i at undlade at betale en entreprisesum, selv om der muligvis er indgået en aftale om sort betaling. Hvis entreprenøren afviser, at der skulle være indgået en sådan aftale, kan det være meget vanskeligt for bygherren at dokumentere. Dette skyldes navnlig, at et sådant vilkår i sagens natur typisk ikke bliver skrevet ind i aftalen eller på anden måde dokumenteret skriftligt.

Hertil kommer, at også bygherren løber en risiko ved at foretage betalinger, uden at der foreligger skriftlig dokumentation for, hvad arbejdet vedrører. Eksempelvis vil det være lettere for bygherren at afvise et uberettiget krav om betaling for et arbejde, hvis bygherren kan fremvise en aftaleseddel, hvor der er aftalt en fast og lavere pris end det, som entreprenøren efterfølgende kræver.

Selv om begge domme vedrører entreprenørens betalingskrav, må der også antages at være en risiko for bygherren ved aftaler om sort betaling, hvis der efterfølgende konstateres mangler ved byggeriet. Ud fra Højesterets bemærkninger om, at sådanne aftaler ikke er bindende for parterne, er det svært at forestille sig, at domstolene i disse tilfælde vil være villige til at hjælpe bygherrer med at håndhæve mangelkrav.

Det står dermed klart, at begge parter til en aftale, der indebærer sort betaling, løber en betydelig risiko ved, at de dermed bevæger sig ud på et område, der ikke nyder den almindelige retsbeskyttelse, der normalt ville gælde. Dette indebærer, at entreprenøren ikke kan håndhæve betalingskrav for arbejde, der uomtvisteligt er udført. Samtidig kan bygherren altså formentlig ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende for arbejde, der utvivlsomt ikke er korrekt udført.

Endelig skal det også nævnes, at aftaler om sort betaling naturligvis også kan indebære strafferetlige sanktioner.