Sony vil have Android i TV

Den japanske elektronikgigant lægger modsat konkurrenterne Googles software i alle sine ny fjernsyn - og opdaterer sit smartur.

SmartWatch 3 er Sonys nyeste ur, som rummer mange andre funktioner end blot at kunne vise klokken. Man kan selv hente forskellige applikationer til det og tilpasse udseendet og brugen af det. Foto: Sony Fold sammen
Læs mere

LAS VEGAS, USA: Alle Sonys 2015-modeller på TV-siden vil blive udstyret med Googles styresystem Android TV.

Dermed fortsætter den japanske elektronikgigant sin opbakning til Android, som også er den brugerflade, som anvendes på den nyeste udgave af Sonys smartur, SmartWatch 3.

»Alle vore 2015-fjernsyn vil køre på den nye Android TV-platform,« sagde den daglige leder af Sony Electronics, Mike Fasulo, da Sony præsenterede sine nyheder på verdens største forbrugerelektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), i spillebyen Las Vegas i det sydvestlige hjørne af USA.

Konkurrenter vælger Android fra

Dermed er Sony næsten ved at gå enegang blandt de store TV-producenter. Sydkoreanske LG har valgt at satse på sit eget, nu opdaterede styresystem WebOS, japanske Panasonic har indgået aftale med Mozilla-organisationen om at bruge Firefox OS som sit TV-styresystem, og sydkoreanske Samsung, der er verdens største TV-producent, lægger nu sin egen Tizen-brugerflade ind i alle nye fladskærmsfjernsyn.

Philips, som i dag produceres af TP Vision, holder også fast i at bruge Android. Sony fremhæver, at det er en brugerflade, som mange kender i forvejen fra deres mobiltelefoner eller tavle-PCer, og som derfor er nem at gå til.

Sony har ligesom de øvrige elektronikgiganter valgt at gemme nyheder på mobilområdet til verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, som holdes i Barcelona i Spanien til februar.

Opdateret ur

Også på det ellers meget omtalte område for teknologi til at tage på er der skruet ned for blusset. Sony har dog sit nyeste ur, SmartWatch 3, klar i en udgive i rustfrit stål. Med en ny holder kan man bruge almindelige 24 mm-urremme, og selv uden en tilkoblet Android-telefon kan SmartWatch afspille musik, bruge sine indbyggede målere og GPS.

Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES). Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).